bevertet med det bedste Huset formaaede (Flødegrød), og vi andre, som det kunde falde sig, med tyk Melk, Fladbrød og Ost, lagde vi os til Hvile; men i hvor mødig jeg var, saa fik jeg neppe en Times Blund formedelst en Mængde Lopper, der her, som sædvanlig i Bøndernes Senge, vrimlede, og foraarsagede en Fornemmelse lig den at hvile paa Brændenelder. Om Morgenen beklagede jeg mig for Vertinden, og fik til Trøst, „at det kunde være slemt nok for dem der ei var vant dertil“. Dog skiltes vi i al Venskabelighed fra hende; ja hun bad os endelig hilse vore Koner fra hende, og føiede til, at dersom vi en anden Gang kom der til Dalen, især en famille, da kunde vi tage ind hos hende.
Saaledes styrtet og forberedet maatte jeg den 3die Juli om Morgenen sige mine muntre Reisefæller Farvel, for alene at begynde den besværligste Deel af min Reise, nemlig Gangen over Hardangerfjeldet, mod hvilken den hidtil udførte Reise maatte ansees som en let og behagelig Spadseregang. De gik mod Øst, og jeg lidt hjerteklemt mod Vest langs opad Dalen for at faa Hest over Fjeldet fra en af de høieste Fjeldgaarde paa Fjeldets østre Side. Bestandig steeg Dalen høiere og høiere, og Gangen blev tungere og tungere; Solheden udmattede end mere. Her mødte jeg en Kone førende en Kløvhest, paa hvilken i hver Kløv var fastbunden en dyb Kurv, fuldpakket med Hø, og af hver Kurv stak 2 Børnehoveder frem. Dette er den eneste Maade, paa hvilken de Stakler kan føres opad de steile og ujævne Fjeldstier, hvor et voxent Menneske kuns med Anstrengelse og Forsigtighed kan gaa. Naar Foraaret kommer, maa nemlig Moderen med Børnene, om de end ei vare mere end et Par Maaneder gamle, drage til Fjeldsæteren med Kreaturene. Imidlertid spares omhyggelig de faa Græsstraa, der voxe hjemme omkring Gaarden, for i det mindste at afgive nogen Hjelp til en tarvelig Vinterfourage. Dette synes mig at være den traurigste Side af Fjeldbondens Liv, at han maa opleve 2 Vintre i hvert Aar. Saasnart nemlig Sneen er af Marken, hvilket her først indtræffer i Slutningen af Juni Maaned, drager han op i en Egn, hvor endnu alle November Maaneds ubehagelige Ledsagere vente paa ham. Efter lidt mere end 2 Maaneders Liv i en øde Fjeldegn, hvor ingen Blomst mere kan gro, men hvor ikke
