Side:Christopher Hansteen - Reise-Erindringer.djvu/51

Denne siden er korrekturlest
23


Det Opdalske Compas, skulde man tro, havde en Misvisning af 90° mod Vest; thi den Verdens Kant, som hos alle andre Christne Folk kaldes Vest, heder i denne Dal Nord. Saaledes kalde de Hardangerne, der komme til dem over Fjeldet fra Vest, Normænner; at gaae fra Rogsland til Nørstebø eller over Fjeldets kaldes at reise Nord paa; og Normans-Lougen Søe vil, efter deres Compas udlagt, sige „den Søe, hvorfra Lougen udspringer, og som man maa reise forbi, naar man vil besøge Normænnerne“. “ Førend jeg var kommen underveir med denne besynderlige Sprogbrug, kunde jeg aldrig blive enig med min Leder, naar vi talte om Beliggenheden af en eller anden Gjenstand. Endelig fik jeg Oplysning om den rette Sammenhæng ved følgende catechetiske Dialog. Jeg: „Er det ikke nu Middag?“ Han: „Jo“. Jeg:. „Staaer ikke Solen i Syd om Middagen?“ Han: „Jo“. “Jeg: „Altsaa ligger jo hin Fjeldspids lige under Solen, ikke, som Du siger, i Vest, men i Syd?!“ — Hidindtil var det gaaet godt, og han havde uden Vanskelighed indrømmet Præmisserne; men Conclusionen opbragte ham, og han svarede ganske tvært: „Mæ kalder de inte saa mæ“. — Anledningen til disse forkeerte Benævnelser kommer formodentlig deraf, at Dalen stiger mod Vest op mod Fjeldet og bliver der koldere og ufrugtbarere. Denne umildere Egn forvexlede med det sande Nord, og alle de, som komme fra den Ende af Dalen, hede saaledes Normænner.

I flere Timer bleve vi ved bestandig at stige opad; først ud paa Eftermiddagen havde vi tilendebragt den besværligste Deel af Opstigningen paa Fjeldets Side, endskjøndt vi først den neestfølgende Eftermiddag naaede det høieste Punct. Intet kan tænkes mere melancholskt, end det Syn, der her frembyder sig for Øiet. Det hele Fjeld udgjør en ensformig og uoverseelig Flade, hvor intet Spor af Vegetation findes, undtagen et Par graa og gule Mosarter (formodentlig Rensdyr-Mos og Islandsk-Mos), der dog paa Afstand aldeles falde sam-