Side:Christopher Hansteen - Reise-Erindringer.djvu/62

34

denne var i Sandhed meget simpel. I det ene Hjørne var ved Hjelp af 2 Bræder paa Gulvet afdeelt en liden Firkant, hvori laa nogle Faareskinds Overfælde; dette var de tre Sødskendes Seng. For Resten var en trebenet Krak det eneste Møbel, jeg saa. Denne overlodes mig, Pigen satte sig paa Sengkanten og min Veiviser paa Jordgulvet. Hun opvartede os med ganske fortræffelig nymalket Melk og tændte Ild for at varme os. Imidlertid fik min Veiviser fat paa en kort Haandlee, hvormed han paa en Myr møisommelig afslog noget Storr-Græs, redede mig deraf et Leie paa Gulvet under en Favn Qvæs eller Qvistebrænde, som i en Mands Høide var opstablet imod Væggen. Klokken 10 lagde vi os til Ro, men Klokken 11 sprang Døren op, og 2 Mandfolk, der lode til at være bekjendte med det Locale, styrtede i største Iil henimod Sengen; den mindste Dreng begyndte at skrige, den ene af de Fremmede at skjænde paa ham. Pludselig opvaagnet kunde jeg i Førstningen ei begribe Hensigten af dette natlige Besøg i denne Ørken 2 Mile fra Mennesker; men endelig erindrede jeg at have hørt noget tale om Bønderkarlenes Maade at fri paa, og fandt endelig Opløsning paa Gaaden. Ved den Uro, som dette foraarsagede, begyndte Brændestablen, hvorunder jeg laa, at bevæge sig og truede hvert Øieblik med at begrave mig. Yderst fortrædelig over denne forstyrrede Nattero, spurgte jeg hvad dette skulde betyde, og hvad de vilde her, og fik til Svar, at de ei vidste her vare Fremmede. Da jeg indsaae, at her ei var videre at tænke paa Søvn, stod jeg op, vækkede min Veiviser og bad ham sadle paa Hestene. „I Jesu Navn skal vi ud paa Fjeldet nu midt om Natten!“ raabte han; jeg forestillede ham, at da jeg ikke kunde faa Ro til at sove, ønskede jeg heller at fortsætte Reisen til Maurset, hvortil han endelig fandtes villig. Imidlertid samlede jeg al min Bagage og bar samme udenfor Hytten, imedens Hestene bleve sadlede. Under disse Forberedelser var der begyndt en Raadslagning imellem Pigen og hendes Elskere, og da jeg kom ind for at hente det sidste af mit Tøi, tilbød den ene, at de vilde gaa sin Vei, om jeg vilde blive. Dette virkelig ædelmodige Tilbud roste og takkede jeg dem meget for, men Hestene vare allerede sadlede, og min Sancho var nu bleven trodsig og vilde afsted. Jeg undsaa mig ogsaa for at benytte mig deraf, da