Side:Christopher Hansteen - Reise-Erindringer.djvu/63

Denne siden er korrekturlest
35

de i Mulm og Mørke vare vandrede herop paa Fjeldet, og skulde nu idetmindste gaae L. Miil tilbage med uforrettet Sag. Det var at forlange formeget af Gjæstfrihed. At Pigen var forlegen over det Forefaldne, var tydeligt; thi hun talte selv ikke et Ord, men lod alle Underhandlinger udføre ved de Andre. Da jeg lagde nogle Penge paa en Hylde for at betale min Fortæring, lød hun ved den ældste af Drengene fremsætte den ivrigste Protest, saasom jeg, hedte det, intet havde erholdet, som var værd at tale om.

Saaledes begyndte vi igjen vores møisommelige Vandring Klokken 12 om Natten. Himmelen var aldeles stjerneklar, Maanen stod endnu lidt over Horizonten; Thermometret viste 3—4 Graders Kulde, Græsset var belagt med Rimfrost, og der var frosset 14 Tomme tyk Iis paa Vandet. Den stjerneklare Himmel forjagede lidt efter lidt den Mismod og Uvillie, som mine Fatalia havde opvakt. Efterhaanden begyndte det at dages; Solen kom frem over Fjeldtopperne saa klar og reen som paa den klareste Vinterdag. Hvo kjender ei det oplivende Indtryk af den opgaaende Sol paa Vandringsmanden, der har været under aaben Himmel den hele Nat? Min Længsel efter at komme fra disse sørgelige Høider ned igjen i den lavere Verden blev stærkere og stærkere; men naar vi havde steget nogle 100 Fod ned, hævede Bjergfladen sig igjen opad, og jeg begyndte atter at blive utaalmodig. Endelig — o Glæde! — en Smørblomst! den første Afsending fra den levende Verden, der bød mig velkommen. Jeg nænnede ei at afplukke den; den var maaskee den eneste i denne Ørken i en halv Mils Distance rundt omkring. Naturens maaskee i flere Aarhundreder forgjeves gjentagne Forsøg paa at frembringe og vedligeholde den paa dette Sted vilde da været forspildte. Jeg kaldte min Sancho tilbage for at dele Glæden med mig; men ligesom Synet af den døende Natur paa ham formodentlig gjorde et mindre traurigt Indtryk, saaledes syntes han ogsaa kuns ufuldkomment at begribe min Glæde ved Tegnet til dens Opleven. Fra dette Øieblik var al Mismod forjaget; Veiene hældede nu meer og meer; med raske og muntre Skridt vandrede vi fremad, og endelig viste sig — et ordentligt Huus med Skorsteenspibe og Vinduer, og flere andre Udhuse i Nærheden paa en meget stor Græsmark. Det var det længe forønskede Maurset. Dog