paa Kanten af en lodret Kløft i Fjeldet, der syntes saa smal, at jeg troede med et Steenkast at kunne naa den modsatte, endnu høiere, Fjeldvæg. To, aldeles lodrette, Fjeldvægge indslutte en Slags snever Dal, hvis Dybde er saa stor, at alle Gjenstande paa Bunden have et blaaagtigt Skjær. For at give Indbildningskraften en Slags Maalestok for denne Høide, eller en Stige at hæve sig paa, vil jeg blot gjøre følgende Sammenligning. Enhver, som har seet Vor Frue Kirkes gamle i 1807 ødelagte Spir i Kjøbenhavn (det forhenværende høieste i bemeldte Stad) veed, at naar man gik tæt under Kirken, syntes den øverste gyldne Krone at svæve i Skyerne. Denne Krones Høide angaves til 380 Fod; man tænke sig nu denne Krone hævet til den tredobbelte Høide (thi Dalens Dybde her, fandt jeg over 1200 Fod), og sig selv fra dette Standpunct at skue ned under sine Fødder; eller endnu bedre: man stille sig ved Foden, og tænke sig en Elv — af Størrelse som Agers-Elven[1] — styrtende sig lodret ned fra den forrige Høide, og man har nogenlunde et Begreb idetmindste om Dimensionerne af dette Natursyn. Det øvrige Gjennemrystende ved denne Scene vil jeg ei vanhellige ved kraftløse Beskrivelser. Naturen er ofte for stor for vore svage Ord; den sønderlemmende og successive Fremstilling af alle Dele, noksaa heldig udført, mangler dog den væsentligste Effect — Total-Indtrykket. Reis selv hen og sku! er alt hvad jeg har at sige.
Mine to Reisekammerater vare, uagtet de ofte havde været ved Fossen, blevne ligesaa oplivede og begeistrede som jeg. Deres Munterhed og Snaksomhed var uden Ende. I Tankerne gjorde jeg dem med Undseelse Afbigt for min Mistanke. I Førstningen havde jeg ikke vovet mig hen til Brinken for at see ned, uden at klamre mig fast til en stor løs Steen af et Par Mands Høide, der laa lige paa den yderste Kant, deels af den ovenfor anførte Grund, deels for ei at blive hovedsvimmel. Men, ligesom de kunde ahne mine Betænkeligheder, holdt de sig bestandig i nogen Afstand fra mig; hver sysselsatte
- ↑ Mine Ledsagere erklærede, at de aldrig havde seet Fossen saa liden som denne Gang, da man her, som næsten i hele Bergens Stist paa den Tid, ei havde havt Regn i 21⁄2 Maaned.
