den saa stor, at Gjenstanden paa Dalens Bund ligge i blaaagtigt Skjær. Fjeldsiderne ere aldeles lodrette; paa dem kan man ei stige ned. Men i en Urd (en Stenrøse, Stenlavin) har man af de nedfaldne Stene opstablet en Slags Trap, der formedelst Fjeldvæggens Lodrethed er ledet i en Slangelinie eller rettere Zigzag frem og tilbage, saaledes, at naar man har nedsteget 10—12 Trin, dreier Trappen sig med eet i modsat Retning (i en Bøining af 180°), og derpaa efter lige saamange Trin atter tilbage o. s. v. Denne Trap er naturligviis ikke saa beqvem som vore Hustrapper, men bestaar af store og smaa Trin om hinanden efter Omstændighederne. Mine Ledsagere yttrede stor Lyst til at tælle hvormange Vendinger Trappen gjør. For ei at tælle Feil, blev følgende Foranstaltninger gjort. Naar den Forangaaende havde tællet 10 Vendinger, raabte han høit „ti“ og standsede, indtil de to Esterfølgende kom til samme Sted. Vare alle 3 enige om Tallet, tog jeg en Qvist og stak ind i Opslaget paa Ermet i min Kappe, og Marschen gik videre. Da vi vare nedkomne, bleve Kvistene tællede, og det viste sig, at Trappen vender sig 124 Gange.[1] Antager man blot, at hver Vending i Gjennemsnit bestaar af 12 Trin, saa bliver Trinenes Antal i den hele Trap henved 1500. Vi maatte meget ofte hvile paa Trappen, og mine Ledsagere forsikkrede, at de altid i et Par Dage, efter at have befaret den med Oppakning, vare stive og ømme i Under-Extremiteterne, hvilket jeg finder saare naturligt. Naar man endelig er kommen ned, og seer tilbage eller opad, forsvinder Trappen i Uren, og man kan knap selv begribe, hvorledes man kan være kommen ned af en saadan Præcipice.
Yderst paa den øverste skarpe Kant af Fjeldet, hvorifra man kom, vise sig flere store Bartræer, betragtede fra denne Dybde, ei større end Bregner; og da Uren hist og her er bevoxet med Løvbusker, især omkring Trappen, saa frembyder den et ganske malerisk Syn. Jeg er-
- ↑ Eller maaskee endog 144 Gange, thi jeg erindrer ei ret, hvilket af disse Tal er det retteste. Sagen er ogsaa ligegyldig.
