Denne øverste Deel af Eidsfjord er afskaaren fra den nederste ved en Sø af 1⁄4 Mils Længde, der aldeles udfylder Dalen fra det ene Fjeld til det andet. Man kan altsaa ikke komme ud af Eidfjord, uden først at roe over denne Indsø. Mine 2 Ledsagere laante en Baad hos En, et Par Aarer hos en Anden, et halvt Øsekar hos en Tredie og et Vandspand hos en Fjerde. Uden det sidstes Hjelp vare vi ei komne levende frem; thi Baaden, der laae paa Land, var af Solvarmen bleven saa læk, at vi ei før havde skudt den ud, førend den var halv fyldt med Vand endog inden vi satte Fod i den. Mine Bønder sparede ikke sine Kræfter; men Fjeldbonden er paa Søen ligesaalidet i sit Element, som en Sømand, der er kommen til Hest. Imod sin Villie krydsede de fra den ene Side af Søen til den modsatte. Imidlertid øste jeg med Spanden saa fort, som det lod sig gjøre; ved hvert Tag fik jeg Spanden mere end halv fuld, og kunde paa denne Maade netop bringe Vandet til lidet at synke; hvilede jeg blot 1⁄2 Minut, saa steeg det langt op paa Benene. Langs med Kjølen stod et peblende Kildevæld ligesom et Springvand. Jeg beordrede dem at holde nær til den sydlige Klippe; men kuns lidet havde det nyttet, ifald Baaden havde truet med at synke; thi vi vilde paa den steile og glatte Klippevæg neppe fundet et Fodfæste, hvorpaa vi kunde have reddet os. Svedende og meer udmattet end mine Rorskarle kom jeg, efter en Times Arbeide, endelig til Enden af Søen. Herifra havde vi endnu en stærk halv Miil til den nederste, mere bebyggede, Deel af Eidsfjord, hvor Kirken ligger. Efter en besværlig Vandring ankom vi her henimod Midnat. Mine Ledsagere fortalte, at her var et Gjestgiveri; men saasom dette nylig var kjøbt af en Bonde, der ei endnu havde arrangeret sig, saa var der intet at faae, neppe engang Natteqvarteer. De vilde derfor bringe mig til Prestens Medhjælper Conrad Lægereid, hvilken de roste som en agtværdig og gjestfri Mand, hos hvem Presten pleiede at logere. Ulykkeligviis var Manden fraværende, og vi maatte altsaa vandre til Gjæstgiveren. Her, sagde de, var det nødvendigt at tage afsted, som om man vilde rive hele Huset ned, ifald man skulde bringe dem til at lukke op. De afbrækkede derfor en Gjærdestav, og bearbeidede Døren dermed en lang Tid saaledes, at det gjenlød i Fjeldene. Efter en liden Pause hørte
Hansteens Reiseerindringer.
