lelser, som vi endnu ei ved egen Anskuelse kjende, og ofte aldrig ere i Stand til at naae. Med denne Rigdom pryde vi os, og indsee ei, at den under saadanne Omstændigheder blot er en slet funderet Seddelmasse, der liden eller ingen indvortes Værdi har. Hos Naturens Søn, som de tause Fjelds have opdraget, yttre sig hverken Følelser eller Begreber, uden de ere klare og stærke nok til selv at bryde frem og danne sig et Tegn; derfor have disse Udbrud ogsaa Sandhedens ægte Guldklang. Vi have bemærket, at et mildt og harmoniskt Gemyt yttrer sig med venlige Miner og runde Bevægelser, en stærk Charakteer med et mandigt Skridt og en rank Holdning; vi lade os derfor af Dandsemestere og Opdragere bøie i alle disse Former, for at kunne spille en høiere Rolle, end den vi ere skabte til. Naar vi ere vel indøvede i disse Kunster, siges vi at have et smukt Væsen. Vort Ydre viser Kraft og Sagtmodighed, Venlighed, Ærbødighed o. s. v.; men det er i Grunden kun Legemets Færdigheder. Hos Landmanden have disse Dyder deres Sæde i Hjertet, og Skaberen selv har dertil skjænket ham de langt skjønnere udvortes Tegn, hvoraf vore ofte kuns ere slette Copier. Alle Kunstens og Geniets Skatte ere aabnede for os; hvad Frugter have vi høstet deraf? Mængden har neppe trængt længere end til Skallen: en Deel Realkundskaber have vi erhvervet os, det er vel sandt; men Tænkningens vigtigste Resultater for Livet (saavel dette som det tilkommende) har Landmanden paa en kortere Gjenvei ogsaa sat sig i Besiddelse af. Naturligviis kan det ikke være min Mening, at Kunst og Dannelse ere det bedre Menneske skadelige; kuns at det Middelmaadige (altsaa Mængden) vilde i det Væsentlige (altsaa det Vigtigfte) naae et høiere Standpunct ved Landlivets end ved Bylivets Udviklingsmaade. Held den, der ved al denne Formen besidder Selvstændighed nok til ei at tabe sin egen indre Form, og til at adskille det Væsentlige fra det Uvæsentlige, Tegnet fra det Betegnede; han har vundet mere, end han har tabt.
Fra Eidsfjord roede vi den 7de Juli henimod Middag. Fjorden, der her gaaer omtrent imod Vest, er, som de fleste Fjorde i Bergens Stift, meget smal og omgiven af høie lodrette Fjelde[1]. Sø-
- ↑ Dens Figur paa det Pontoppidanske Kart afviger meget fra Naturen; den forekom mig for bred og for kort.
