13 første Leveaar. Gaarden var gammel, gammeldags og forfalden. Landet er frugtbart, men aldeles ikke smukt; dets eneste Skjønhed var en Mængde Bøndergaarde, hvoraf jeg troer, man kunde tælle her er nogle og 40, hvis Beboere rigeligen ernærede sig med Fiskerie, Lodsvæsen og Agerdyrkning. Vi boede meget nær ved det vilde Ocean, hvis Brusen jeg daglig kunde høre; idel Sletter omgav os, og da Stormvinde rasede næsten det hele Aar, kunde ikke et Træ voxe paa den Kant af Landet, enten i Have eller paa Marken.
I denne saare upoetiske Egn opvoxede jeg, og de Mennesker, jeg opvoxede iblandt, vare: 1) min Moder. Hun har aldrig været smuk, aldrig glimret ved Talenter, aldrig gjort Figur i den store Verdens Cirkler; men i sin lille Kreds har hun udbredt megen Held og Glæde. Hun har en lys Forstand. Hendes Hjerte er redeligt og fromt og menneskevenligt, især har blid Sagtmodighed bestandig været et af hendes skjønneste Karakteertræk. Hun er meget religiøs, men uden Affektation eller Intolerance. – 2) Min Morfader døde før jeg var syv Aar gammel, jeg har altsaa kun en dunkel Erindring om ham, men overalt, hvor man talte om ham, nævntes han eenstemmigen som en fornuftig og retskaffen Mand. – 3) Hans Broder, Jørgen Tostrup, i daglig Tale Farbroder Jørgen, en gammel Pebersvend, var i min første Tid et sandt Huuskors. Han havde faaet af de saakaldte aandelige Anfægtninger, og gik uophørlig og græd og bad og læste høit paa sit Kammer eller i Haven eller paa Marken eller hvor det nu faldt ham ind. Med eet kom han sig igjen, og blev meget munter, undertiden, dog ikke i religiøse Ting, ret frivol i sin Tale. Han havde ikke min Moders og Morfaders Forstand og manglede fremfor alt hiins Takt til at passe Tid og Sted, hvorpaa jeg vil anføre et Exempel. Det var en gammel Skik der paa Gaarden, at Na-
