eens med mine Opdrageres Ønske. Det kostede mig intet at opfylde en Befaling, som jeg aldrig havde følt mig fristet til at overtræde. Med den fuldkomneste Ligegyldighed betragtede jeg de legende Drenge rundt om mig som Væsener af en anden Art end jeg, og sad fornøiet ved mine Bøger, Billeder og hvad andet jeg eller de Ældre fandt paa at more mig med. At jeg nu selv skal sige mine Tanker om dette Forbud, da giver jeg mine Opdragere Ret i, at naar Valg kan gjøres, bør Legebrødre vælges af Barnets egen Stand, men naar intet Valg kan gjøres, troer jeg maadeligt Selskab er bedre end aldeles intet, og naar man som jeg er lige under sine Opdrageres Øine, er Faren baade for Sjel og Legeme overmaade liden. Helbreden vil jeg nu ikke tale om – det røbede nu et totalt Ubekjendtskab med det menneskelige Legems Tarv, at de troede at betrygge den ved at afholde mig fra Strabads i Barndommen. Men heller ikke for mine Sæder var der stort at befrygte. Det var ogsaa fra de moralske Betænkeligheders Side et Beviis paa mine Opdrageres Mangel paa Verdens- og Menneskekundskab, da de dog som gamle Folk burde vidst, at just saadanne uerfarne Stakler, der ere opvoxne i Klosterliv, naar de komme ud i Verden (og det skulde jeg dog engang) ere den letteste og sikreste Fangst for Bedragere og Forførere. Men de følte dem lykkelige i deres stille Eensomhed, uafhængige af den øvrige Verden. De glemte, at den fremvoxende Ynglings Bane er en ganske anden end Oldingens næsten fuldendte; hvad der var undværligt for dem, syntes dem og at være det for mig.
I øvrigt var min Opdragelse, naar jeg undtager den physiske Deel deraf, overmaade god. Forstandskultur stræbte mine Opdragere saavidt det stod til dem, at bibringe mig fra den tidlige Alder, men hvad der især var dem vigtigt var at danne mit Hjerte, at indgyde det varm Følelse for Religion og Dyd. Vistnok lærte jeg adskilligt udenad, som jeg ikke for -
