mer, ja kort efterat jeg havde lært at skrive (jeg troer det var i Slutningen af 1777) udarbeidede jeg paa egen Haand to eller tre Smaastykker, hver paa et Qvartblad, og jeg erindrer endnu at Rom. 8, 13 og det min Forstand langt overstigende 1 Cor. 10, 21 vare mine Texter. Mine Slægtninge læste disse Bogartikler med megen Glæde; ogsaa læstes de med Fornøielse af Præsten der, Provst Bugge2, en overmaade retskaffen Mand; kun var han aldeles indviet i de mähriske Brødres Aand og vilde gjerne, at Andre ogsaa skulde være det, hvorfor han ogsaa i mit 8de Aar forærede mig en Bog, kaldet: Den Hemmelighed i Naadepagten i Christo, og skrev foran i den: „Den Aandepagt, min kjære Claus Pavels!, din Frelser har sluttet og indgaaet med dig i Daaben, da han i sit dyrebare Blod aftoede dig af dine Synder, bevare dig og gjøre dig agtpaagiven paa hans Ord, indtil du evig seer ham og nyder ham.“ Han tilbød min Moder at gjøre Begyndelsen med min Underviisning i det latinske Sprog. Jeg gik ogsaa adskillige Gange til ham, som boede en lille Fjerdingvei fra Østhassel, læste Declinationer i Anchersens Grammatik og Gloser udenad i Cel1arii liber memorialis. Men det varede kun kort; man fandt nok paa alle Sider, at den Nytte, jeg kunde høste af denne Underviisning, ikke svarede til det Bryderie, den voldte baade ham og mig, og det blev besluttet at forskrive en ordentlig Huuslærer.
Min Fader havde en Universitetsven, Justitsraad og Kirkeinspektør Bastholm i Kjøbenhavn; til denne skrev min Moder, og bad ham skaffe sin gamle Vens eneste Søn en duelig og retskaffen Informator. Han svarede meget forbindtligt, at hendes Ønske kunde vorde opfyldt, og at en Lærer var at faae, som uden Tvivl vilde opfylde alle de Fordringer, der kunde gjøres til ham, kun faldt han lidt kostbar, da han foruden fri Reise og Alting frit i Huset forlangte 60 Rd. aarlig Løn, hvilket dog ikke var saa ubilligt, naar man betænker,
