hvad saadant et Menneske med akademiske Stipendier og Timeinformationer kunde fortjene i Kjøbenhavn. Min Moder fandt, vistnok efter den oekonomiske og uvidenskabelige Farbroder Jørgens Indskydelse, Fordringen høist overdreven, og Underhandlingen blev afbrudt. Jeg kjender ikke min Moders daværende Formuesomstændigheder. Saa, meget veed jeg, at skjøndt hun ikke var riig, var hun heller ikke fattig, og syntes selv i de Dage 60 Rd. ikke at være en saa uhyre Sum, at den jo uden Betænkning kunde opføres aarligen til hendes eneste Barns intellektuelle Dannelse. Hun skrev nu til Christiansand til en af min Faders Cousiner, og ved hende fik jeg da en anden Lærer for 30 Rd. aarlig og 5 Dukater til Nytaar. Det var en Bundtmagersøn ved Navn Heidrich, som nok ikke havde og aldrig fik mere end Examen Artium, og han tiltraadte da Conditionen i Begyndelsen af 1778, hvormed en virksommere Periode i mit Liv begyndte.
At intet uheldigere Valg end dette kunde været gjort, være det langt fra mig at paastaae. Med Hensyn paa mig og min Underviisning havde han sine meget gode Sider, og dette gjør det begribeligt, at han, uagtet de meget grove Feil, der vanskeligen lod sig tildække med Kjærlighedens Kaabe, blev hos mig i halvfemte Aar, indtil jeg blev confirmeret og kom ind i Christiansands Skoles øverste Classe, men med alt dette kan jeg ikke undlade at holde ham for et af de sletteste og foragteligste Mennesker, jeg har kjendt. En vis stille, alvorlig Beskedenhed indtog de Gamle for ham i Begyndelsen, men snart keeg frem bag den en tærgende Lumskhed, som ikke lod sig dølge. Jeg begriber endnu ikke, hvorledes det gik til, at han kastede et saadant uforsonligt Had paa min Moder, thi denne fromme, sagtmodige Kone har vist aldrig i sit Liv vitterligen fornærmet noget Menneske. Det yttrede sig undertiden paa en høist pøbelagtig Maade, f. Ex. da han i stort Selskab hos os, hvor man drak min Moders Skaal, udbrød
