med høi Nøst: „Karen Holfeldts Skaal!“ hvorover Selskabet sad rød og feig og flad, men som baade hun og hendes Mand vare sindige nok til at lee ad[1]. Men det allerværste var, at han ordentlig stjal, gik ud i Dagbrækningen og plyndrede Jernbolte af et strandet svensk Skib, hvilke han gjemte under Sengen og solgte til en Landkræmmer Zacharias Brustad, der lod hele Læs afhente, naar mine Forældre var ude. Alle disse smukke Egenskaber, som han dog først paa den senere Tid begyndte at vise, havde ingen Indflydelse paa hans Adfærd mod mig. Den var saa blid og human, at den fortjente at fremsættes til Mønster. At vinde min Kjærlighed og Fortrolighed syntes at være hans høieste Attraae. Imidlertid vil jeg ikke nægte, at han benyttede sig af min Fortrolighed paa en heel uædel Maade. Han overtalte mig nemlig til at betroe ham hver Familiehemmelighed, der i min Nærværelse blev omtalt i mine Paarørendes fortrolige Kreds, hvorimod han paalagde mig den strængeste Taushed om alt, hvad han sagde eller gjorde, som han troede ei vilde behage dem. Dette fandt dog især Sted før min Moders Giftermaal, og for at stemme mig hertil, daarede han min barnagtige Lettroenhed med noget mysteriøs Snak om en spiritus familiaris han havde i en Flues Lignelse, som havde sin Bolig paa et Loft over
- ↑ Der var engang et grueligt Spektakel mellem ham og min Stivfader (det er naturligviis fra en senere Periode, men jeg fortæller det her som et Bidrag til Heidrichs Charakteristik) da han en stormende Efteraarsasten havde skudt i Gaarden mellem de aabne Høe- og Kornlader, og han, paa min Faders venlige Advarsel, lod denne vide at han havde traadt fine Børneskoe. Han lod indrykke i Christiansands Ugeblad nogle Spørgsmaale, den Sag angaaende, men da min Fader sandt dette for grovt og sagde ham op, sadlede han om og skrev en saa nederdrægtig krybende Afbigt at han havde fortjent at kastes paa Døren hvilket maaskee ogsaa var skeet, dersom jeg ikke havde ledsaget den med min hjertelige Forbøn.
