Skoleværelset, til hvilket han undertiden førte mig hen, og hvor jeg virkelig
„ydermere for mit Øre
fik som en Lyd af Fluer høre.“
Men denne Barnagtighed ophørte snart.
Skjøndt Heidrichs Lærerværd ikke var meget stort, var det dog nok større end hans Menneskeværd. Vistnok havde han ikke mange Kundskaber, hvad Latinen angik, som den Tid var Hovedsagen, pløjede han saavidt muligt med sin Rektors Kalv. De Stile, jeg fik, vare tagne af hans egen Stilebog, og Rektor Femmers Rettelser anbragtes bogstaveligen, endog hvor jeg ikke havde begaaet nogen egentlig Feil, men i hvordan han end bar sig ad: noget lærte jeg dog. Jeg „tyede“, som det da kaldtes, mine latinske Autores ret taaleligt, gjorde passabel Stiil, havde gjennemgaaet Golii græske Grammatik og en stor Deel af det græske Testamente, havde ligeledes faaet Danzii hebraiske Regler og Conjugationer til Livs, og havde nok, da Heidrich forlod mig, alt begyndt paa bereschith barah. Spildte vare altsaa ingenlunde de Aar, jeg havde Heidrich til Lærer; en doven vilde han nok ladet blive i sin Dovenskab, hvorpaa jeg tildeels siden saae Exempel, men hvor han fandt Flid og Lærelyst, understøttede han den troligen efter Evne. Endog det, at jeg stedse beholdt een Informator, var umiskjendelig Fordeel. Om jeg imidlertid ikke som Søn og Menneske vilde tabt, hvad jeg vandt som Lærling, dersom ei Forsynet havde sendt mig en Skytsengel, det er et andet Spørgsmaal.
Denne Skytsengel var, hvad der for mangt et andet Barn er en Bussemand, en Stivfader. Kapitaine Jakob Ulrik Hoelfeldt4, nu Generalmajor og Chef for det Bergenhusiske Regiment, en 42 Aars gammel Ungkarl, friede til min Moder og fik Ja. Der dømtes heel ublidelig om dette Skridt i
