Side:Claus Pavels - Autobiographi.djvu/19

15

vor Familie og Omgangskreds Ham kunde man ikke tiltroe at ville frie til en stille, alvorlig 39aarig Enke uden for Pengenes Skyld, som hun falskeligen præsumeredes at eie, helst da han selv, skjøndt 3 Aar ældre, var en rask, munter vigoureus Mand med mere fiin Levemaade end noget andet Menneske i den hele Egn. End mindre kunde man undskylde min Moder. At Uniformen og det raske Væsen i hendes Alder, med hendes Temperament og Grundsætninger skulde stukket hende i Øinene, syntes utroligt. For hendes oekonomiske Omstændigheder syntes det ikke nødvendigt, at hun giftede sig. Hendes Søn gjorde hun efter al Sandsynlighed ingen stor Tjeneste ved at skaffe ham en Stivfader, rimeligviis ogsaa Halvsødskende og formindske til Halvdelen i det mindste, hvad der efter hendes Død skulde tilfaldet ham. Saa dømte de Fleste; især blev Farbroder Jørgen og Faster Anne saa vrede, at de inden Bryllupet forlod Østhassel, hvor de havde haabet at ende deres Dage og flyttede til Flekkefjord, hvor de i Selskab med en endnu ældre Søster, Provstinde Urbye, opholdt dem til deres Død. Begge bleve imidlertid snart min Stivfader oprigtigen hengivne. Mig paatog Heidrich sig at gjøre opmærksom paa det urimelige og ukjærlige i min Moders Adfærd, men disse Forklaringer gjorde intet synderligt Indtryk paa mig, der allerede i Frierdagene holdt af Kapitainen og bævede slet ikke for det Øieblik, da jeg skulde kalde ham Fader. At meget ædle og antagelige Grunde til dette min Moders Skridt, lod sig tænke, indseer jeg fuldkommen. At hun var kjed af den velmenende, men bornerte og fordomsfulde Farbroder Jørgens Formynderskab, da han desuden nærmede sig de 7O Aar og heller vilde give sig under en Ægtefælles Beskyttelse, var meget naturligt. Hendes Søn var vel ogsaa bedre faren under en Faders Veiledning, naar denne virkelig var ham en Fader, end i de Oldinge- og Qvindehænder, han hidtil havde været. Det mislige i Heidrichs Forhold bidrog