Intet rede er saa varmt som det, erfuglen bygger ude I i havskjærene, ved Nordhavets og Ishavets kyster. Den tanke trænger sig frem, naar man tænker paa fru Sars og det hjem, som hun skabte omkring sig. I fireogtyve af sin ungdoms bedste aar havde hun boet ude ved havet, paa Florøen og senere paa Manger, hvor Atlanterhavet ofte staar bent paa. Derude, hvor naturen var saa barsk, var det vel, at hendes moderlige instinkt fik en saa rig udvikling. Derude var det, hun fik sit præg for livet. Der var noget, som minder om edderdun, i hendes blik og stemme og i strøget af hendes kjærtegnende haand. Den usigelig varmhjertede, moderlige maade, hvorpaa hun tog imod de mange gjæster, som fyldte hendes stuer søndag efter søndag herinde i hovedstaden, blev mere forklarlig, men ikke mindre skjøn, naar man erindrede, at hun havde været prestekone ude ved havet. Hvormange mindes ikke nu med vemod det trylleri, som udgik
