saadant Veir, at det syntes, som Verden skulde gaa under, brast Landtaugene paa det andet Skib, og dette drev mod mit Skib med saadan Kraft, at det er et Under, at ikke begge blev knuste. Næst efter vor Herre skylder jeg det ene Anker, som var tilovers, at jeg blev frelst. Da efter 6 Dage Veiret atter blev godt, fortsatte jeg min Vei; jeg havde allerede tabt hele Takkelagen, mine Skibe var mere hullede end en Bikube, og Folkene ganske modløse. Jeg kom lidt længere frem paa Øen end det Punkt, hvortil jeg var naaet iforveien. Der ventede jeg, at Skjæbnen vilde ophøre med at være mig mod. Jeg stansede i den bedste Havn paa Øen, og efter 8 Dages Forløb begav jeg mig atter paa Vei og kom nær Jamaica i Slutningen af Juni; men fremdeles var Vinden imod og Skibene i den elendigste Tilstand: med tre Pumper, med Baljer og Kjedler kunde vi med alle Mand ikke tømme det Vand, som trængte ind i Skibet, og der var intet Middel mod Ormene. Jeg styrede saaledes, at jeg nærmede mig saa meget som muligt til Española, hvorfra vi var 28 Leguas borte; men jeg angrede derpaa; thi det andet Skib, som holdt paa at synke, blev nødt til at søge Havn. Jeg forsøgte at holde Søen trods Stormen, og uagtet mit Skib var nær ved at gaa under, da vor Herre underfuldt førte os til Land. Hvem vil tro, hvad jeg her skriver? Jeg forsikrer, at jeg i dette Brev ikke har fortalt en Hundrededel af, hvad der er hændt; de, som var med Admiralen, kan bære Vidne derom. Hvis det behager Deres Høiheder at sende til min Hjælp et Skib paa mere end 64 Tons med 200 Centner Biscuits og andre Levnetsmidler, vilde det være nok til at føre os, mig og mine Folk, fra Española til Spanien. Jeg har allerede sagt, at der ikke er 28 Leguas fra Jamaica til Española, og jeg skulde ikke have seilet did, endog om Skibene havde været i god Stand, eftersom Deres Høiheder har befalet mig ikke at lande der. Gud ved, om denne Befaling har været til nogen Nytte. Dette Brev sender jeg ved Hjælp af Indiere; det vil være et Under, hvis det naar frem.
Dette er Beretningen om min Reise. De Mænd, som fulgte mig, var 150 i Tallet, blandt hvilke mange regnedes for Styrmænd og gode Sømænd; men ingen af dem kan forklare, hvor vi har været, eller hvad Vei vi har taget. Aarsagen dertil er meget ligefrem. Jeg drog ud fra et Punkt ovenfor Havnen Brasil, og ved Española tillod ikke Stormen mig at følge den Vei, jeg ønskede at vælge; jeg blev tvungen til at gaa, hvor Vinden drev os. Den
