Side:Columbus og Amerikas opdagelse.djvu/151

141

OPDAGELSEN AF DEN NYE VERDEN.

Ligesom Ideen om et nyt Fastland var udgaaet fra Columbus, stammer ogsaa Planerne til Verdensomseilingen fra ham. Han havde paa sin sidste Reise villet finde Gjennemgangen til Indien og vendte hjem i den Tro, at han havde været nær derved. Den følgende Generation af Opdagerne forfølger denne Tanke med den yderste Konsekvens; de sorger et Stræde, som skulde føre til Indien, snart i Vest, snart i Nord, snart i Syd, og hvert mislykket Forsøg fremkalder kun et nyt; ved disse Forsøg aabenbarer sig da efterhaanden den store »nye Verden«, som viser sig at være, ikke Indien, men en ny Kontinent mellem Indien og Europa. Allerede 1505 drog Vespucci, som var gaaet over fra portugisisk til spansk Tjeneste, sammen med Juan de la Cosa ud for at finde det af Columbus søgte Stræde; de seilede vestover fra Perlekysten, men efter at være komne til Darienbugten, opdagede de snart, at denne Bugt var lukket. Strædet maatte altsaa søges andensteds, og man optog Planen at seile søndenom Brasilien. 1508 seilede Pinzon og Solis ud for at finde Strædet, men naaede til 40° S. B. uden at finde det. 1515 gjentog Solis Forsøget og naaede La Plata-Flodens Munding, som han antog for Strædet; men en nærmere Undersøgelse viste, at det var en Flodmunding, og under denne Undersøgelse omkom Solis. Theoriens Rigtighed havde imidlertid faaet en stærk Støtte derved, at Balboa i 1514 havde marscheret tveits over Panama-Landtungen og paa Sydsiden opdaget et stort Ocean (»Sydhavet«), hvis Kyster fortsattes langt sydover og ifølge Efterretninger førte til et sydligt Guldland (Peru); naar man nu vidste, at Kysten ved Brasilien gik mod Sydvest, skulde det ikke stort til at formode, at der søndenfor den »nye Verden« etsteds aabnede sig et Stræde mod Indien, og dette formodede Stræde findes allerede afbildet (S. 140) paa Schoeners Kart fra 1515, fem Aar før end det i Virkeligheden opdagedes. Det var i 1519, at Fernando Magallanes, en Portugiser i spansk Tjeneste, drog ud for at finde dette Stræde; han fandt det ogsaa og naaede lykkeligt gjennem det til det aabne Hav (Oktbr. 1520). Men dette Hav viste sig mod Forventning at have en umaadelig Udstrækning; Magallanes og hans tapre Mænd seilede Uge efter Uge, Maaned efter Maaned videre gjennem dette »stille Hav«, uden at se andet end Vand og Himmel, og først den 16de Marts 1521 landede de paa Filippinerne for at faa vide, at de endelig var komne saa langt i Vest, som Portugiserne i Mellemtiden var naaet i Øst. Denne første Verdensomseiling, som for første Gang aabenbarede