Side:Columbus og Amerikas opdagelse.djvu/62

52

CHRISTOFER COLUMBUS

modige, og vilde ikke sige hvorfor,« — de vilde ikke røbe, at de idetheletaget nærede nogen Ængstelse for det mistænkkelige Instrument. Men da Columbus forstod Grunden, bør han Styrmændene paany at sammenligne nøie Kompasset med Nordstjernen, »og nu fandt de, at Kompassene var gode;« han fik beroliget Matroserne ved en naturvidenskabelig Forklaring: han fremsatte med stor Sikkerhed, at Nordstjernen havde flyttet Plads paa Himmelen, — de naive Sømænd havde altfor stor Respekt for hans Kundskabet og Erfaring til ikke at tro ham. Det varede dog ikke længe, inden nye Undere skræmte dem. Allerede 16de September havde de seilet ind i de store flydende Græsmasser (Alger), som nu kaldes »Sargasso-Havet«; de troede i Begyndelsen, at de nu var nær Land, da Græsset var grønt og ligesom nylig læsnet fra Roden. Man tænkte strax paa de øer, som fandtes paa Søkarterne, f. Ex. den mystiske Ø Antilia, og det troede vistnok ogsaa Columbus, thi han noterede udtrykkeligt: »jeg regner, at Fastlandet er længere borte« (16de Septbr.). Den følgende Dag fandt de endog i Sivet en levende Krabbe, og Columbus erkjendte, at den var et Tegn paa Lands Nærhed; »thi den gaar aldrig mer end 25 Mil (Leguas) fra Land.« Sømændene blev strax glade, og hvert Skib skyndte sig at komme forbi de andre for at naa først til Land. Pinzon paa »Pinta« seilede bedst; han raabte over til Columbus (18de), at han havde seet mange Fugle flyve mod Vest og ventede at se Land samme nat, — han saa nemlig mod Nord mørke Skyer; men intet Land viste sig. Da imidlertid de følgende Dage Vinden sagtnede, gik Farten langsomt fremad, og Sømændene begyndte at frygte for at støde paa Grund eller blive siddende fast i Sivet; men de bleve dog beroligede, da man foretog en Lodning og det viste sig, at ingen af deres Liner paa 200 Favne naaede til Bunds. Den 22de September oophørte endelig Græsbankerne, og man kom igjen ud i det aabne Hav. Snart fik Mandskabet dog atter Grund til at frygte. Man seilede stadig fremad med gunstig Østenvind, som aldrig syntes at ville holde op, — man var inde i »Passaterne«. Hvad om denne Vind blæste hele Aaret igjennem, og man saaledes aldrig kunde komme hjem igjen? Heldigvis viste ogsaa denne Frygt sig ugrundet; Columbus dæmpede Ængstelsen ved at forsikre, at Vinden snart skulde forandre sig, og — Vindene syntes at adlyde ham; thi snart efter blev der Vindstille, og efter nogen Tid skiftede Vindretningen. Columbus noterer derfor ved 22de: »Denne Modvind var mig meeget nødvendig, da mit Mand-