med dem, som Regimenterne har ført ind ved Hvervinger og siden udskyde fra sig som Udskud.
– – Med Alterens Sacramente er det ret bagvendt her i Norge. Privat Absolution er gjort til publik, idet, som før er meldt, flere og mange tillige tages ind i Skriftestolen, men Communionen, som skulde være publik, er bleven saa privat, at alle de, som ikke ville regnes som rent gemene, ville ikke mere communicere med Andre, men enten før Prædiken, før Nogen kommer i Kirken, eller paa aparte Dag, naar Ingen er tilstede uden Presten. Af Begyndelsen for en Snees Aar siden kan jeg erindre, at det var som en Raritet, at det skede, og det ikke uden de Allerhøieste i Landet, og dog ikke hemmelig, men ved den offentlige Chorsang i Kirken, naar det dog var ringet med Klokkerne til Guds Tjeneste, men nu har det taget saa Overhaand, at endogsaa en Bonde-Lensmand er bleven vred og har forfulgt Presten, fordi han vilde ikke stedse paa Søgnedag aparte betjene ham. Det er kommen saavidt, at Folk veed ikke andet, end at det er en Ret, og ganske ordinære Folk, som ikke ere i Rang, har givet Klager ind over Prester, som ikke ville antage dem præcis den Dag og Time, som de fatte i Sinde. De Fornemme ville ei blande sig blandt dem, som ere ringere, endogsaa ved Herrens eget Bord. Gud give, de og ikke ville, at Vorherre skal gjøre Skillerum i Himmelen mellem dem og andre. Det er og ganske vist, at Presterne have mere Offer af dem, som communicere aparte, og Ingen begjærer det, uden de, som distinguere sig ved deres Offer og Skriftepenge, hvilke, hvor forbudne de end ere i Loven, dog vel løber ind iblandt med.
– – Jeg vil ei tale om det Ord Communion, ei tale om, at da Guds Kirke lider nu saa stor Fortræd af Separatister[1], saa have vi selv og samtykke selv Separatister
- ↑ Leilighedsvis mærkes, at de förste separatistiske Bevægelser i Norge, hvilke dog vare meget svage, viste sig omtrent 1706 og vare
