daglig iblandt os, som separere sig fra vor offentlige Sacramentes Holdelse og Brødets Brydelse, som just ere tessera Christianismi, hvoraf skal kjendes vor Kirkes Lemmer, thi det staar Papister, Calvinister, ja Tyrker og Hedninger frit for at gaa i vor Kirke og høre Guds Ord, men paa Altergang skal de kjendes, som ere af vor evangeliske Kirke.
– – Det er bekjendt, hvad Bønder og Gemene'har for Superstition om den Viin, som bliver tilovers; de kalde den Messeviin, sige, at den er god til Lægedom og bruge den for svage Øine. Presten bliver idelig overløbet om Messevin og, naar han ikke vil, da Prestekonen, og give Gud, at ikke Mange gjorde sig et Accidens deraf.
– – (Hersleb gaar nu over til at omtale de Unges Forberedelse til den første Altergang). Det er ganske vist, at man ikke tryggelig kan lade den Omsorg ankomme blot paa Forældrene, thi Gud bedre, mange af dem ere selv saa vankundige, at de ikke forstaa det. De fleste gaa efter Alderen, at naar et Barn er 15–16 Aar, saa skal det communicere. Det er og ganske vist, at man ei blot kan lade dette vigtige Verk komme an paa Presten, thi foruden at mange af dem kan være letsindige, magelige, spare sig for Arbeide og Umage – foruden det, at de og af gemene Forældre med Bøn og Tiggen overløbes og overtales til at lade Børnene slippe frem, som det kaldes, imod Løfte, at de skal lære bedre herefter, – foruden det, at der gaar et slemt Ord og Rygte, at mange Prester gjøre sig et godt Accidens af dette, nemlig at faa en Foræring af Enhver, som første Gang gaar til Guds Bord, og derfor for ei at hindre Foræ-
foranledigede ved Kvækere. En födt Nordmand, Christopher Meidel (tilforn luthersk Prest i London, Lüxdorphiana ved R. Nyerup, p. 284) og en tysk Student, Johan Otto Glüsing, forekomme som Mænd, der omspredte kvækerske Skrifter og holdt Forsamlinger i samme Aand. Den sidste blev landsforviist ved kongl. Befaling af 11te Decbr. 1706. (Rektor B. Dass’s haandskrevne Samlinger i Kjöbenhavn).
