nødvendigvis forbydes, og ved Guds Naade har jeg i dette Stift i saa kort Tid bragt det derhen, at alle de, som vil første Gang gaa til Guds Bord, maa kunne læse i Bog, hvilket jeg selv paa alle visitatser prøver. (Hersleb foreslaar dernæst Confirmationens Indførelse, og mener at den bør finde Sted to Gange aarlig. Han fraraader at vælge Søndagen Qvasimodogeniti, fordi Presten har saameget Arbeide i Fasten og Paasken, at han da ei ret kan forberede Confirmanderne. I Løbet af et Fjerdingaar kunde Catechismen gjennemgaaes, derpaa, en Maaned anvendes til Forberedelse til Nadveren, og endelig skulde ethvert Barn før Nydelsen af denne samtale i Enrum med sin Prest. Selve Confirmationen burde kun forrettes af Sognepresterne, men Capellanerne skulde dog tage Del i Forberedelsen. En Hindring ser han i de Fornemme, „især de smaa Selvfornemme, eller Enhver, som har en Silkes Kjortel“, hvilke han frygter for, ei ville lade sine Børn gaa til Presten med de Ringeres).
– – Efter min enfoldige og allerunderdanigste Mening kan hele det syvende Capitel (Bansættelse og Afløsning) aldeles udslettes og udelukkes af Ritualet og det ikke, fordi jeg jo tror og fuldkommen tilstaar, at Guds Kirke har den Ret og Magt at fraskille og udstede af sit Samfund raadne og haardnakkede Lemmer, men endel fordi den Excommunication nu dog aldrig bruges og exerceres, og det heller neppe bliver tilladt den at exercere, har og sine Farligheder og Betænkeligheder. Derfor bør det heller ikke staa i Ritualet, som noget, der belees af onde og fortrædelige Mennesker som et brutum fulmen og noget, der irriterer uforstandige Prester, at deres Sind klør efter at exercere saadan Myndighed engang. Dernæst ogsaa, fordi den Magt og Ret umulig kan tilhøre Presterne eller Geistligheden, hvilke den ofte vilde misbruge, men Menigheden,
