ere saa fraliggende, at den, der er Pastor (ɔ: Sogneprest) eller har Pastoralindkomsterne, selv ikke kan komme derhen at forrette Embedet eller besøge Menigheden, og derfor maa maa der i Kaldet være og residere en anden Prest, som virkeligen i Embedet er Pastor, men fordi visse Indkomster høre en anden til, heder Vicepastor eller residerende Capellan, da den, som har Pastoralindkomsterne ikke er paa Stedet, ja ikke har mere i Menigheden at gjøre eller ansvare. Disse ere da de rette residerende Capellaner; de kaldes ellers Vicepastores, men i Function ere de rette Pastores og har curam animarum. Disse kaldes af Kongen, blive stedse ved Menigheden, ja der er ingen Forskjel mellem dem og Pastores uden i Indkomsterne og Navnet.
Saadanne residerende Capellaner ere i Norge meget mange, dog meest nordenfjelds. I Throndhjem har ikke alene Biskopen, men Lector, tvende Sogneprester, tvende Capellaner og Hospitalspresten har sit Kald paa Landet, som de aldrig se til, aldrig kan komme til; et ligger 6–7 Mile, et andet 11–12 Mile borte, et ligger i Nordlandene, ja et i Bergens Stift og saa fort[1], hvoraf de tage Indkomsterne uden at have det ringeste med Embedet at gjøre; thi det gjør hvert steds Vicepastor eller residerende Capellan, som voceres af Kongen. Jeg holder for, at det er en Levning af Pavedømmet og dets Prælaturer og Canonicater. Det var meget godt, at alle disse Kald, hvor det var muligt, skulde blive fraskilte og være rette Pastorater, thi det synes ubilligt, at En skal tage Indkomsterne og en Anden skal gjøre alt Arbeidet. Menigheden fortryder paa at give deres Rettigheder til En, de aldrig seer, og at se den Prest, som arbeider paa deres Sjel, at lide Mangel, Embedet forrettes under Sukke. Det er og alt begyndt at afskaffes. I Agershuus Stift blev, medens jeg var
- ↑ Udförlige Oplysninger om disse geistlige Underbrug findes i min T.hjems Stifts geistl. Historie S. 66–68.
