kongl. Forordninger om Capellaner appliceres paa dem begge, fordi man den Tid i Cancelliet ikke vidste den Forskjel, hvoraf siden er kommen mangfoldig Uorden, Urolighed og Strid. Det kan gaa an i de Kald, hvor ikke begge, eller saalænge ikke begge behøves, men i saadanne Kald, som bor have to Prester, Sogneprest og Capellan, der nyder da Capellanen efter Forordningen, men naar da Sognepresten bliver gammel og maa nødvendig have Hjelp og kalde sig en egentlig Capellan pro persona, hvad skal saa han nyde? Ex. gr. I Meelhus er stedse en Capellan, det er pro loco. Mag. Hans Skanke[1], fordi han var gammel og uøvet, kaldede strax en Capellan pro pers. Der vare altsaa i et Kald to Capellaner, begge skulde have efter Forordningen; den rette stedets Capellan kunde intet miste af det lidet, som kom ham til medrette. – – Men det er at observere, at ikke i alle Stifter er fastsat, hvilke saadanne Kald ere, og derfor skeer tidt Disputer. I Throndbjems Stift er det fastsat, thi det er efter en ældgammel Forretning[2] ved kongl. Befaling reguleret, hvilke Kald skal have to Prester, og der gaar det ialfald ordentligt til; om det og er saa i Bergens Stift, skal jeg ikke sige, men i det Søndenfjeldske er det ikke saa, thi der gaar det blot efter Praxis, hvorfor tidt, naar en ung Prest kommer, han paastaar, at ville gjøre Embedet alene og ei at behøve Capellan. Det var derfor saare godt og høist nødvendigt, at det blev nu fastsat i alle stifter i Danmark og Norge, hvor mange Kald stedse skal have tvende Prester, og at derom gik kongl. Ordre til Biskoperne at navngive alle de Kald, baade de, som altid have havt to Prester, saa og de, som vel ikke altid have havt, men dog behøve og taale, at der
Side:Daae - Aktmæssige Bidrag til den norske Kirkes Historie i det attende Aarhundrede.djvu/23
Denne siden er ikke korrekturlest
