var to prester stedse, og naar det var fastsat, saa maatte disse Capellaner have et ganske andet Navn end Capellan pro persona, hvilket Navn aldrig passer paa dem og ikke kan andet end gjøre confuse Ideer om Capellanens baade Pligter og Rettigheder, thi, saalænge han heder pro persona, saa mener Sognepresten, at han kun er til hans Lindring og til at gjøre hans Arbeide, hvilket blot giver ophav til Stridigheder, – men de skulde hede enten Capellan pro loco, hvilket Navn vel ikke er autoriseret og kun bruges for Distinction i Norge, men synes dog at være aptum, thi de ere der for Stedets, for Kaldets Skyld, ikke Presten til Hjelp, eller de skulde kaldes kongelige Capellaner, eller ordinarie, som de, der skulde herefter kaldes af Kongen og blive ved Menigheden fixi.
Saa bliver nu tilovers de rette, egentlige, saa kaldede Capellaner pro persona, som ikke behøves i et Kald, saalænge en Sogneprest er frisk og duelig. Biskopen paalægger efter Loven Sognepresten at kalde saadanne. Dette kan arrivere ligesaavel i de allerusleste Kald, som i de store.
At det kan sees, hvad Difficultet det har, og hvor nøie den Forskjel man tager i Agt, vil jeg anføre et Exempel. Lector i Throndhjem, saa og Sognepresten til Domkirken har hver et Kald pro officio, som bestaar af tre, om ikke fire Kirker[1], ligger 6–10 Mile fra Byen, altsaa ikke selv kan betjene dem. Til begge disse Kald kalder Hs. Maj. Kongen residerende Capellaner eller Vicepastorer, men begge disse Kald ere af den Slags, som efter det føromtalte Reglement for Throndhjems Stift skal have tvende Prester; altsaa Lector og
- ↑ Lectors Kald var Verdalen, Domkirkens Sogneprests var Stod. Førstnævnte Kald har tre Kirker, sidstnævnte ligesaa. I Stod var Hersleb selv födt; hans Slægt indehavde i tre Generationer Vicepastoratet her. Dette forklarer Biskopens nöie Kjendskab til de geistlige Forhold i Throndhjems Stift.
