Pastor til Domkirken kalde Capellaner pro loco. Nu bliver den residerende Capellan gammel og svag, kan ikke reise saa tidt i de Fjeldkald, som han burde, altsaa behøver han en Capellan pro persona. Saa er der i et saadant Kald ingen Pastor, som betjener Menigheden, men tre Slags Capellaner, en residerende, kaldet af Kongen, en pro loco, kaldet af Lector, en pro persona, som den residerende behøver, naar han bliver gammel. Hvordan skal nu Forordningerne om Capellaner appliceres paa dette? Og dette er ei alene en Casus dabilis (!), men en Casus, som existerer meget ofte, ja nu burde existere i Lectors Kald, hvor der er en meget ældgammel residerende Capellan. Men hvor er det muligt? Selv har han intet uden blot det uvisse Offer og Accidenser, thi Lector har Tienden og Mensalet, og Menigheden kan ikke siges at have mere end een Prest, thi den residerende Capellan er fast ubrugelig af Ælde.
– – (Hersleb foreslaar, at den første Klasse af de hidtilværende Capellaner pro persona skulde blive faste Embedsmænd og faa sig en Mensalgaard til Bolig, „den bekvemmeste næstefter Enkens“, da det ikke var tjenligt, at de boede i Sogneprestens Huus. De burde og faa Tilladelse til at gifte sig uden, som hidtil, at indhente dennes Tilladelse. „Coelibatus clericorum er ikke at anbefale“.)
– Jeg forsikrer dyrt og helligt som for Guds Ansigt, at Prestekaldene paa Landet ere udraabte for større Indkomster, end de kan indbringe, deels af misundelige Gemytter, som selv ikke kan faa nok og synes Landsbyprester har formeget, deels af Folk, som aldrig har eftertænkt den Sag, men tænker, taler, ja vel og assererer det efter et Sagn af egen Indbildning, deels og fordi det synes noget i Øinene, at Presterne faa altid noget, nu Offer, nu Barnedaab, nu Lam, nu Gjæs, nu Høns, nu Æg, men naar man lægger det sammen om Aaret, er det sandeligen mindre Summer, end det synes.
