prest og bredte sig efterhaanden alt mere og mere ud i Laurvigen, Tønsberg, Vaale og de omliggende Grændser. Det continuerede og dermed i nogle Aar, da der efterhaanden kom flere til af de nærgrændsende Prester, da vi i Anledning af Pauli Sendebreve til Titum og Timotheum overlagde, hvorledes vi til Sjelenes Frelse og Jesu Riges opbyggelse kunde føre vore Embeder, og Alle, hver efter sin Grad og Naade havde det Øiemærke, at de vilde frelse sig selv og dem, som hørte dem“[1].
Den mærkeligste af de ovenomtalte unavugivne Prester har udentvivl været Ole Tidemand, der senere kom til at beklæde to Bispestole efter hinanden. Denne Mand var født i Christiania 1710, deponerede fra sin Fødebys Skole 1728 og blev 1734 personel Capellan i Hedrums og Laurvigs dengang forenede Kald hos den gamle Provst Frederik Grüner[2]. Skjønt Tidemands Studier visselig vare middelmaadige, vidste han dog at gjøre sig gjældende ved sine gode Evner og Talegaver, og ved sin afgjort pietistiske Retning. Vi skulle imidlertid senere af Erik Pontoppidans og Herslebs Udtalelser om ham erfare, at hans Characteer var tvivlsom, og at navnlig Herskesyge og Lidenskabelighed var et fremtrædende Træk hos ham.
C. L. Leth blev i Aaret 1736 kaldet fra Norge ned til Danmark, som Sogneprest til Trinitatis Kirke og Professor i Catechetik ved Universitetet, hvilken dobbelte Stilling han indehavde til sin Død 1764. Ved hans Anbefaling blev Kirkeinspectionscollegiet gjort opmærksom paa Gerner og Tidemand[3]. Den Første blev derfor mod al Forventning og
- ↑ H. Gerners vita & fata, Kbhavn. 1772. S. 5 fgg.
- ↑ Udförlige Efterretninger om denne Mand, der havde höitstaaende Forbindelser, læses i Samlinger til N. Folks Historie 4, S. 325 fgg.
- ↑ Dette fremgaar tydelig af et utrykt Brev i mine Samlinger fra et Medlem af dette Collegium, Provst M. Hvid, til en af hans Colleger.
