til største overraskelse for sig selv pludselig forflyttet fra sit lille Kald i Norge til Kjøbenhavns Stiftsprovsti efter Collegiets Indstilling. Biskop Hersleb modsatte sig meget denne Befordring og spaaede, at man vilde komme til at angre derpaa, men han blev, som sædvanlig, overstemt af sine pietistisksindede Colleger blandt Kirkeinspecteurerne[1]. Men hans Forudsigelse viste sig dog beføiet, thi Gerner maatte 1747 tage sin Afsked paa Grund af sin overdrevne Herrnhutiske Retning og sine ligefremme Afvigelser fra den orthodoxe Lære. Han begav sig nu til Preussen, hvor han traadte i Brødremenighedens Tjeneste[2], men kom dog endelig paa sin gamle Alder tilbage til Norge, erholdt en Pension og døde i Tønsberg 1786. Hans Slægt lever endnu her i Landet.
Leth og Gerner vedligeholdt efter sin Forflyttelse til Kjøbenhavn stadig Forbindelse med sine forrige Embedsbrødre, Menigheder og Tilhørere i Norge, og modtog hyppig Breve fra disse, hvoraf man kan lære at kjende Beskaffenheden af den ved dem fremkaldte Vækkelse. Endeel saadanne Skrivelser findes i Afskrift mellem Erik Pontoppidans Samlinger paa det store kongl. Bibliothek i Kjøbenhavn, og nogle Uddrag deraf kunne maaskee fortjene at meddeles til Oplysning om stemninger paa hiin Tid.
Fra Januar Maaned 1739 har man saaledes et Brev til Gerner fra en Borger i Sandefjord Johannes Mørck, fuldt af Klager over stedets Sogneprest Peter Flor[3], der beskyldes for „ubillig og ugudelig“ at have „bortdrevet“ fra
- ↑ See Herslebs egne Ord derom i J. Möllers Theol. Bibl. 5, S. 160.
- ↑ H. Gerners vita & fata, Se 137 fgg. Helveg, D. K. Hist. efter Reform. 2, S. 147–148.
- ↑ Om denne beder det i et mig tilhörende Manuscript om Sandehereds Prester: „Havde en ypperlig Hukommelse og megen Læsning, men vidste lidet at bruge dem begge. Formedelst besynderlige Laden var han udsat for Klogeres Latter“.
