Sandefjord en skolemester ved Navn Brun. Denne Skolemester havde efter Brevskriverens Fremstilling ikke alene med stor Flid underviist Børnene i Catechismen, men tillige hver søndags Eftermiddag catechiseret over Evangeliet, „hvilken hans gode Gjerning behagede os saa vel, at mange af os gik derop og hørte paa ham med Frugt“. – „Men denne gode Søndags Gjerning kunde ikke Djævelen lide, thi derved bleve mange holdte fra Ugudelighed og Ørkesleshed, og han udrustede derfor nogle Sladdermennesker, som for Presten beskyldte denne Gjerning for pharisæisk og hykkelsk, og Presten, som ikke selv er alvorlig eller forstaar den Alvorlighed i Gudsfrygt, som bør, kom da ned og anhørte ham og gik derfra saa stilt, at vi ikke tænkte andet end godt, men siden tog han Brun for sig og skammelig udskjeldte ham for Pharisæer, Pietist, Hykler &c., men kunde dog ikke sige, at Lærdommen var urigtig, men at det var ham ikke tilladt som en læg Person at catechisere saaledes“ o. s. v. – – „Han agter det for nok, at de, som blive confirmerede, – af saadanne kan han paa to Maaneder expedere 40 Stykker – faar nogen bogstavelig Kundskab og siger, at Brun kan ikke fatte noget, kan ikke bede af sig selv, og dermed negter han, at Brun kunde have den Helligaand. Ja, Gud redde sin Menighed! Vi faae Avner for Hvede og Skal for Kjerne“.
Interessantere ere endeel Breve til Gerner fra O. Tidemand, ligeledes fra 1739. Det heder i det første af disse (Laurvig 21de Juli 1739): „Sidst afvigte Tirsdag, som var den 14de hujus, blev Kirken og Skolen visiteret af Biskop Dorph[1], men, hjelpe Gud, hvad for en Visitats var denne?
- ↑ Var 1738 bleven Herslebs Eftermand. Denne Mag. Nils Dorph (Gjessings Jubellærere I, S. 501–514) var en Thrönder af Födsel, og var siden bleven Sogneprest til Vang paa Hedemarken. Ved sin Reise i Norge 1733 var Christian den sjette bleven opmærksom paa horn og kaldte ham kort efter til Kjöbenhavn, hvor han först blev Sogneprest til Nikolai Kirke, derpaa Stiftsprovst og endelig Biskop i Norge. Hans
