Jeg maa grue for at tænke derpaa og kan ikke uden vemodighed tale derom. Egentlig at meddele om Kirkevisitatsen, da begyndte Biskopen først baade ved sin Tale foran Catechisationen, saavelsom og i Cateehisationen i sig selv med saamange Invectiver paa Pharisæer, Skinhellige og vrange Lærere, ret ligesom vi alle her udi Menigheden havde netop været saadanne. Men omsider, da Biskopen kom til at handle om Bønnen, søgte han paa saadan en behændig Maade at proclamere mig offentlig som den, der drager Folk ind i en vrang Lærdom, hvilket gik saaledes til. Biskopen spørger: Er det ret at forkaste „De Bedendes Kjæde“[1] og brænde den op? En Pige, ved Navn Inger Røchling, svarer: Nei, det er ikke ret, men ikke alle Bønner i den passe sig paa enhver Sjels Tilstand. Biskopen bliver herover særdeles ivrig, taler adskillige Ord, ja spørger, hvem har sagt saa, og svarer derpaa selv: Jo vist kan den passe paa enhver Sjels Tilstand, naar den aleneste ret appliceres. Pigen og tvende andre repetere dernæst forrige Svar med videre Forklaring, hvorpaa jeg for at forekomme videre Forargelse i Kirken tyssede paa Pigerne, traadte frem til Biskopen og med Ærbødighed søgte at sige deres Mening i Korthed, som jeg ofte havde seet ved Visitatsen andre Lærere at gjøre Rede for deres Tilhørere, men strax bliver jeg afslagen, og Biskopen udbryder med Heftighed og raaber med tydelig Røst nogle Gange: Ja, jeg forstaar nok Meningen, jamen forstaar jeg Meningen, men den, som saa lærer (NB. at alle Bønner i de Bedendes Kjæde ikke passer paa enhver Sjels Tilstand), han drager Eder ind i en vrang Lærdom, vogter Jer for saadan
- ↑ „De Bedendes aandelige Kjæde“, et meget hyppig oplagt Opbyggelsesskrift af Mag. Hans Jacobsen Hvalsö († 1712 som Sogneprest til Sandager i Fyns Stift).
Ophöielse har neppe været fortjent, og den kan vistnok med Föie regnes mellem de overilede geistlige Befordringer, som vare saa hyppige under Pietismen.
