Af et Par lignende Breve fra Tidemand til hans Ven
Gerner sees, at Biskopen havde sendt Tidemand en skarp
Skrivelse, der indeholdt adskillige Beskyldninger, for hvilke
denne retfærdiggjør sig. Men paa samme Tid kan man af
Kirkeinspectionscollegiets Forhandlingsprotokol see, at Tidemand,
rimeligviis ved Leths og Gerners Anbefalinger, er bedømt
anderledes af dette Collegium end af sin Biskop. Under
2den Juni 1739, altsaa nogle Uger før de ovenomtalte Visisatsskandaler,
var det nemlig i Collegiet paa Tale at foreslaa
ham, den personelle Capellan i Laurvig, til – Stiftsprovst
i Christiania. Rimeligviis vilde han ogsaa have erholdt
dette Embede, hvis ikke Biskop Hersleb havde modsat sig
og dennegang med større Held, end da det gjaldt Gerner.
Herslebs egne Ord ere disse: „De tre Medlemmer vilde have
Ole Tidemand, en personel Capellan, som har begaaet Leiermaal[1],
til Stiftsprovst i Christiania, hvor hans Forargelse
var bekjendt, men da jeg forsikrede at ville forestille Hs.
kongl. Maj., hvorledes Kirke-Inspectionen vilde, ligesom af
Dessein overtræde kongelige Befalinger, saa lode de det
Dessein falde“[2]. To Aar efter (1741) døde Provst Grüner;
Laurvig blev da deelt i to Kald, idet Hedrum fraskiltes
som eget Prestegjeld, og i dette nye Kald blev da
Tidemand Sogneprest. I 1743 forflyttedes han til Bergen,
hvor vi et følgende Afsnit skulle faa mere at høre om ham.
I det samme Aar (1739), i hvilket Tidemands og Dorphs Sammenstød havde fundet Sted, fandt Biskopen sig ogsaa beføiet til at klage til Kirkeinspectionscollegiet over andre Bevægelser i de samme Egne. I en Skrivelse af 15de August 1739 omtaler han nemlig først Tidemand og indberetter der-
