paa, at Sognepresten til Nøtterø, Hr. Anders Hartvig, havde i hans Overvær i en Prædiken ytret følgende „for enfoldige sjele til Fortvivlelse geraadende Talemaade: Vi bekjende for Dig, vor Gud, at vi ere arme Syndere, ak, at vi alle vare fortabte og fordømte“, hvilken Adfærd Dorph foreholdt Presten at være „uforsvarlig og for enfoldige sjele ganske farlig“. Derhos havde den nævnte Sogneprest Hartvig ladet en Person ved Navn Gert Hansen, der var kommen fra Herrnhut, prædike for sig, hvilket Biskopen fandt at være høist utilbørligt, saasom Hansen skulde være en farlig Person, der hyldede kjetterske Anskuelser. Dorph havde derfor i August 1739 ladet optage Politiforhør over ham i Christiania, hvor Hansen ogsaa havde tilladt sig at holde Conventicler, ligesom han i Laurvig „havde indrettet trende collegia pietatis, et for ugifte Mandfolk, et for ugifte Fruentimmer, et for gifte Folk“. Ogsaa i Holmestrand havde Hansen ifølge samme Skrivelse fra Biskopen optraadt „med Prædiken, Bøn og Sang om Natten uden at agte de ham af stedets Lærere givne Advarsler, ligesom han og overalt har havt stort Tilløb“.
I Anledning af disse Dorphs Klager bemærkede Collegiet med Hensyn til Presten Hartvig, at han i den omtalte Prædiken hellere burde have udtrykt sig saaledes: „at vi kunde kjende, at vi alle vare Syndere“. Men hvad Hansen angik, foranstaltede det et kongeligt Rescript til Stiftamtmanden i Christiania, P. Neve, hvorved Hansen fik Befaling at forlade Norge. Dette maa dog ikke være efterlevet, thi i det følgende Aar (1740) indløb fra Sognepresten i Sande, Provst Gerhard Winge, en Klage gjennem Biskop Dorph til Collegiet „over den store Uorden og Forargelse i Jarlsbergs Provsti, foraarsaget ved Conventicler, som af G. Hansen og Consorter allevegne holdes“, hvorefter Biskopen foreslaar, „at
