en anden, langt fra Christiania beliggende Menighed, hvor han ingen Leilighed kunde faa til at trække til sig Folk af andre Menigheder. Heller ikke til denne Forestilling synes Collegiet at have taget noget Hensyn.
En Maaneds Tid efter (Marts 1747) satte ogsaa Stiftsprovsten i Christiania, Paludan[1], sig i Bevægelse imod Green; han oplyser nemlig, at denne havde forskjellige Studenter i sit Huus, som vare af herrnhutiske Anskuelser. Flere Forældre og Huusbonder i Christiania havde beklaget sig over, at deres Børn og Tyende søgte Greens Forsamlinger, nogle havde ogsaa af den Grund jaget sine Tjenestefolk fra sig. „Det, som især sætter Forældre i Frygt, er ei alene Mistanke om Lærdommen, men ogsaa det Bekjendtskab med allehaande Mennesker, den Correspondence med Breve, der gives Anledning til, ja endog indbyrdes Forlovelser“. – „Naar nogen træder i Samfund med de Herrnhutiske, mister han al Fortrolighed til sine egne Lærere, søger og strax at bringe andre til sine egne Meninger, saa at enfoldige Mennesker tidt blive forvirrede. En og anden heromkring er endog henfalden til Socianismus og udbreder hemmelig sine principia“. Hertil bemærkede Collegiet i en Svarskrivelse, at hvis Green vilde holde Forsamlinger, skulde han gjøre det ved offentlige Catechisationer.
I Juni samme Aar (1747) indsendte Green selv til Collegiet en Redegjørelse for sit Forhold. „Aarsagen, siger han, hvorfor Folk anseer gamle Lærdomme for nye og kjætterske,
- ↑ Denne Mand var 1742 bleven Stiftsprovst i Christiania, uagtet Biskop Hersleb ogsaa dennegang havde dissenteret fra sine Colleger og „bevægeligen erindret om“, at paa dette Sted, „for de mange Separatisters, Anabaptisters og Herrnhuters Skyld behøvedes en erfaren klog og forsigtig Mand“. Paludan, hvem Hersleb betegner som „en god, ærlig Mand, men overmaade ulærd“, blev imidlertid i 1751 endog Biskop i Christianssand. See J. Möllers Theol. Bibl. 5, S. 160.
