haves i Kirkeinspectionscollegiets Archiv intet yderligere om Presten Green, som maaskee siden den Tid er forbleven uantastet. Det kan dog bemærkes, at Collegiets Copibøger kun haves for Tidsrummet 1737–1753 incl.
Foruden i Christiania og Omegn kunne som Steder, hvor Herrnhuterne havde mange Tilhængere, ogsaa fremhæves Drammen, Eker, Tønsberg, Laurvig, Skien samt Vanse Prestegjeld i Listers Provsti. Ogsaa i Bergen og Throndhjem har man Spor til deres Virksomhed. Denne blev senere ogsaa mere aabenlys siden Christian den sjettes Forbud mod Herrnhuterne ophævedes under Struensees og Guldbergs Ministerier.
I Drammen bestod navnlig i den sidste Deel af forrige og i Begyndelsen af dette Aarhundrede et ordnet herrnhutisk Societet, der eiede et Forsamlingshuus paa Strømsø, hvor et Egtepar havde fri Bolig. Der samledes Lemmerne af Societetet og deres Børn til indbyrdes Opbyggelse hver søndagsaften og de Ældre alene hver Onsdag. Den Menighedsbroder, som forestod Societetet, forelæste en Tale eller en Efterretning fra de større Brodersocieteter i Tydskland, en Biographi af en Afdød o. desl. Denne Broder og hans Hustru skulle, hver for sit Kjøn, have ført et temmelig strengt disciplinariskt Tilsyn med Medlemmerne. Flere Sønner af Drammens Handelsfamilier skulle i England have gjort anseete Herrnhuters, tildeels endog selve Zinzendorphs Bekjendtskab. At forøvrigt Herrnhutismen i Drammen ikke var uden al historisk Sammenhæng med de stærke separatistiske Bevægelser – (de under Navnet Zioniter bekjendte Gjendøbere) –, som omtrent 1743 fandt Sted i denne By, er en Antagelse, som har sandsynlighed for sig[1].
- ↑ I. Hesselberg: Herrnhuterne eller de evangeliske Brödre, Christiania 1830. See ogsaa mit 1860 udgivne Program „Nogle nye Bidrag til den norske Kirkes Historie“ S. 32–35 samt Ströms Beskri-
