Documenter, have forsagt at give nogle Efterretninger om Tilstanden i Bergen i den nærmeste Tid før Pontoppidans Ankomst til sit Stift.
I 1732 var Oluf Bornemann (en Kjøbenhavner af den bekjendte Familie af dette Navn, som i Christian den fjerdes Tid indkom fra Tydskland, og af hvilken mange Medlemmer opnaaede store Embeder i Danmark, især ved Universitetet, ligesom Bartholinerne, Wormerne og Bircheroderne), fra Lector theologiæ i Bergen bleven Biskop sammesteds. Han synes efter mange Vidnesbyrd at dømme at have været en ubetydelig Person, som visselig alene ved Familieforbindelser har opnaaet en saa betydelig Post, men forøvrigt tillige at have været en godmodig og brav Mand i sit private Liv[1]. Allerede siden 1722 beklædtes Bergens Stiftsprovstembede af Peter Mathias Tanch, ligeledes en Kjøbenhavner, hvem Svigerfaderen Biskop B. Deichmann i Christiania havde skaffet denne indbringende Stilling. Denne Mand var visselig en endnu mindre fremragende Mand end Bornemann, men havde alligevel ved svigerfaderens Indflydelse af Frederik den fjerde faaet Løfte om Throndhjems Bispestol, naar Dr. P. Krog maatte afgaa; dette Løfte blev imidlertid ikke ænset af Christian den sjette, hos hvem nemlig Deichmann strax faldt i høieste Unaade.
Allerede under Bornemanns Formænd synes adskillige Misbrug at have gaaet i svang i Bergens Stift, og under denne Biskop blev ikke Tilstanden forbedret. Herpaa var man da ogsaa opmærksom paa høiere Steden Kongen skrev saaledes i 1737 til sin Fortrolige, Hofprest Bluhme: „At det i Bergen er slet bestilt, saavel hvad det Geistlige som det verdslige betræffer, er destoværre altforvel bekjendt. Biskopen der er det ikke meget ved, hvilket vi med stor Sorg beklage“[2].
