Da Kirkeinspectionscollegiet blev oprettet, paadrog Bornemann sig ogsaa fra dettes Side adskillige Ubehageligheder; han taler saaledes om den „méfiance og Miskredit“, man viste ham og om de Beskyldninger for at være „opiniatre og selvraadig“, der vare ham gjorte.
Christian den sjette, hvem Besættelsen af geistlige Embeder stedse laa paa Hjerte som en saare vigtig Sag, udnævnte i 1737 efter Biskop Herslebs Anbefaling[1] en Capellan fra Agershuus Stift, Nils Rømer, til det residerende Capellani ved Bergens Nykirke og Aaret efter en Capellan fra Moss, Jens Rennord, til resid. Capellan ved Korskirken. Begge disse Mænd vare meget nidkjære, som strax begyndte at virke i sine Menigheder paa en ganske anden Maade, end den, man hidtil var vant til i Bergen[2]. Til dem sluttede sig snart ogsaa en af Byens tydske Prester Joachim Ludolf Bünemann samt Conrector og Hospitalsprest Mathias Albert Haberdorf, en dansk Mand. Denne sidste virkede imidlertid ikke til det gode og maa efter alle Kjendemærker have været en af de uforligeligste, egensindigste og uelskværdigste Preser, man kan tænke sig. Vi skulle siden see, at han i Begyndelsen vandt Pontoppidans Yndest, men at denne siden i de stærkeste Udtryk beklagede sig over ham.
I de nærmest følgende Aar forekommer i Collegiets Protokoller en Mængde lidet opbyggelige Stridigheder mellem det bergenske Cleresi. Biskopen beklager sig (1738) over Haberdorf og vil have ham removeret. – Bünemann, Haberdorf og Rennord beklage sig (1740) over Stiftsprovst Tanch, som skulde have udskjeldt dem fra Prædikestolen; ved samme
