ikke har været til Alt-mers fra 21de Decbr 1742 og indtil nu April 1744, uden ringeste foregivne Skrupel, vare Capellanerne nødte til at bekjendtgjøre for ham, at de ikke turde understaa sig at dispensere i Kongens Lov eller handle derimod, men maatte erklære, at han med sine Børn indtil videre maatte entholde sig fra Sacramentet, hvilket de have meddeelt ham skriftlig“. – Den 27de Octbr. 1745 lod Haberdorf sig i den Grad henrive af sine Lidenskaber, at han under Gudstjenesten „knyttede sin Næve og udskjældte med forargelige Ord Stiftsprovst Tanch for en Nar, og prostituerede og irriterede Provsten i den Grad, just som han skulde træde frem for at døbe et Barn, at en anden Prest i dennes Sted maatte udføre Forretningen, hvorimod Haberdorf selv umiddelbart efter denne Opførsel til største Forargelse for Menigheden gik for Alteret og forrettede Communion“. Ogsaa Bergens Stiftamtmand, Kaas, der stod paa en spændt Fod med Biskop Bornemann, blandede sig (1738) i disse stridigheder til Rennords og Haberdorfs Fordeel, idet han i en Skrivelse til Kirkeinspectionscollegiet kaldte dem Faar, som mishandledes af Ulve. Kaas’s Eftermand, den duelige og lærde Christian v. Møinichen[1], som i Frederik den fjerdes Tid havde været Cancellipræsident, men i 1730 som Dronning Anna Sophias Ven var falden i Unaade hos den unge Konge, søgte derimod at forsone de stridende Parter og forebyggede ved sin Indflydelse, at Tanch krævede Haberdorf til Regnskab ved Domstolene for hans brutale Fremfærd.
Imidlertid foregik adskillige Personalforandringer i den bergenske Clerus. Rømer var død allerede 1742, Rennord var 1740 bleven Sogneprest til Korskirken i Bergen, den i disse Meddelelsers andet Afsnit omtalte Ole Tidemand var 1743 kommen fra Laurvigkanten til Bergen, hvor han først
- ↑ Mnemosyne I, S. 242. Riegels’s smaa hist. Skrifter S. S. 138–39.
