var Capellan til Nykirken. I Aaret 1747 døde endelig først Stiftsprovst Tanch (i April) og dernæst Biskop Bornemann (i Juni). Stiftsprovstiet tilfaldt Tidemand, Bispestolen besattes med Erik Pontoppidan, og da Nykirkens Kald samtidig blev ledigt, blev – Haberdorf, uagtet man godt kjendte hans uværdige Opførsel, udnævnt til Sogneprest for denne store Menighed, ja kort efter endog hædret med Titel af Consistorialraad. Da Pontoppidan først det følgende Aar kunde komme til Norge, blev Tidemand, der for faa Aar siden endnu havde været personel Capellan, nu en Tid ogsaa constitueret Biskop.
Erik Pontoppidan havde dengang han 1747 kaldtes til Bergens Bispestol, siden Aaret 1735 været Hofprest og i de senere Aar tillige extraordinær Professor ved Universitetet. Hos Christian den sjette havde han staaet i stor Yndest, men med denne Konges Død indtraadte ved Hoffet en kjendelig Reaction i religiøs Henseende, og det er nok muligt, at Ludvig Helveg har Ret, naar han antager, at Pontoppidans Befordring til Biskop nærmest er at betragte som en Fjernelse[1]. Men i ethvert Fald var det for Norge et stort Held, at denne udmærkede Mand i sex Aar (1748–1754) kom til at virke i Landet. Thi han udfoldede i disse Aar en Virksomhed, saa rastløs og derhos saa alsidig, som visselig faa eller ingen af vore øvrige Biskoper før eller senere, saavel Presteskabet som Almuen stræbte han at løfte et Trin høiere op med Hensyn til christendom og Oplysning, og hertil kom ogsaa, at han mere, end de fleste af hans Samtids Geistlige tillige besad et aabent Blik for Norges Natur og Folkeliv, ja tildeels
- ↑ Helveg, Danske Kirkes Hist. eft. Reform. 2, S. 149–150. At Pontoppidan selv i sin Autobiographi (Jens Möllers Tidsskr. for Kirke og Theologi, fjerde Bind) fortæller, at man sagde ham, „at det skulde staa i hans frie Vilje, om han vilde modtage Bispestolen“, taler ikke heller egentlig imod denne Antagelse.
