ladet trykke. Min Formand har fundet for godt ved et eget Rescript at dispensere paa nogen Maade presterne fra den paabudne almindelige Catechismi Brug“.
Manger. 500 Huusfædre. Sognepresten Vilhelm Frimann „er en Christi Tjener af det ægte Slags“. Catechisationen meget tilfredsstillende. Degnen, Lars, var gammel, men god og skikkelig. Tre omgaaende Skoleholdere.
Fane. Var henlagt til Lectors Embede i Bergen[1]. Vicepastor var Peter Brandahl, hvem Pontoppidan foreslaar befordret til et bedre Kald paa Grund af hans „gode Indsigt og store Troskab“. Degnen var „ubekvem“.
Nykirken i Bergen. Sognepresten M. A. Haberdorf „prædiker ikke ilde, skjønt noget uforstaaelig ved en Feil i hans Udtale“. Flittig og arbeidsom med Prædiken og Huusbesøgelse, men derhos noget hastig og uforsigtig. Imidlertid lader han sig sige, og jeg haaber, at hans Tjeneste skal herefter blive mere og mere frugtbar[2]. Capellanerne (Steuner og Fasting), Klokkeren (Norenberg, tillige Tredielectiehører ved Latinskolen) samt Catecheterne (Sunde og Kolderup) nævnes uden nogen Bedømmelse. „Af publike Skoler er det ikke den ringeste, som holdes af en Lous. Blandt dette Sogns Indbyggere ere nogle kjendelig exemplariske og christelig sindede, som dog deels forarges, deels høre ilde for Andres Hykleri“. Der nævnes en forhenværende Separatist Otto Humble, som „nu bruger Naadens Midler“.
Askøen. Kirken (opført 1741) „er den eneste Landsbykirke i Stiftet, som hører Kongen til. Presten, der tillige er Capellan ved Domkirken, er Christen Selmer. Der klages
- ↑ Den sidste Lector i Bergen var den rige Magnat, Edvard Londemand, titulær Biskop og adlet under Navn af Rosencrone. Döde 1749. Hans Færdighed i den latinske Poesi er bekjendt.
- ↑ Vi skulle senere höre, at Pontoppidan senere ganske forandrede sin Dom om denne Mand, som ventelig i Begyndelsen har sögt at indynde sig hos den nye Biskop.
