Bildsøe og andre gode Venner, beder jeg formelde min kjerlige Hilsen og er altid totus tuus
E. Pontoppidan.
Under 24de Decbr. 1748 indgav Pontoppidan en Beretning om stiftets Tilstand, forsaavidt han ved den ovenomtalte Visitats havde lært den at kjende. I det hele er hans Dom i denne embedsmæssige Udtalelse streng, ligesom vi have seet, at den var i hans Brev til Brorson. „Status eeclesiæ i Bergens Stift er meget brøstfældig, og behøves nogle Aars Tid, før den kan komme i nogenledes lovmæssig Skik, Orden og Uniformitet med andre Provindser i D. K. Maj.s Riger og Lande, hvor saavel gamle som nyere allern. kongl. Forordninger ere satte i langt bedre Execution end her, da det synes at være kommen an paa Enhvers eget Godtbefindende at gjøre eller lade saa eller anderledes. Provsternes aarlige visitatser ere mestendeels i mange Aar efterladte, saa det ansees for noget nyt og uhørligt at urgere dem. Degne, som her kaldes Klokkere, fattes ganske paa nogle Steder, hvor Presten ved forefalden Vacanse har under Haanden faaet Forlov at tilegne sig Indkomsterne og lade Tjenesten forsyne ved en Bonde, som kan begynde sangen og sige Amen, men ikke antage sig Ungdommens Underviisning, hvorfor denne Praxis som lovstridig og egenmægtig bør afskaffes“. Derhos omtaler Biskopen, at der paa flere Steder, siden Forordningen af 1742 om de residerende Capellaner var udgaaet, fandt stridigheder Sted mellem disse Capellaner og Sognepresterne. Pontoppidan ansaa det uhensigtsmæssigt, at begge prester havde Bolig i hinandens umiddelbare Nærhed, og foreslaar derfor, at de burde boe i forskjellige Sogne. De private Kirkeeiere voldte ogsaa Geistligheden adskillig Uleiligheder, idet det ofte var vanskeligt at faa dem til at opfylde sine Forpligtelser, og Uenighed ofte opstod, om hvorvidt disse strakte sig. Sluttelig klages over,
