med opbyggeligere Forelæsning af et eller flere bibelske Capitler, som rimede sig mere med den fornuftigere Gudstjeneste“. Klokkeren var en Student. I Annexerne fandtes ingen Skoleholdere „formedelst Almuens Gjenstridighed“. Luthers Cateohismus og Rostocks Forklaring vare brugelige.
Justedalen. Presten med Medhjelpere og nogle af Almuen mødte ved Lyster, „da ingen Visitator nogen Tid pleier at komme opi bemeldte lille Sogn, bestaaende alene af 28 Gaardmænd og nogle Huusmænd, og presternes Vilkaar gemeenlig ere saa slette, at man med dobbelt Undseelse maatte være dem til Besvær med sine Folk og sig selv“. Presten Mathias Foss, dansk Mand, ansaaes af Pontoppidan for at være en Stymper[1]. „I sin extreme Armod har han en arrig og avindsyg Hustru, hvis Underlighed jeg formanede ham til at bære taalmodig“. Kaldet indbringer 60–70 Rdlr. i det høieste. Ungdommen var ret flink i at læse indenad og udenad, hvori Fjeldbønderne gemeenlig overgaar de andre; thi, da de boe meget vidtløftigt, saacholde de mere privat Læsning i deres Huse. og kunde bringe det vidt, om de havde lutter gode Bøger at læse. Kirken eies at tre Bønder og er forfalden“. Sluttelig omtaler Pontoppidan ogsaa Fortællingen om „Rypen“ i Justedalen.
Hafslo. Sognepresten Christopher Ludvigssøn Munthe „var ikke ulærd, dog mere in historicis & cumriosis end i Theologien“. Underhaanden sagdes, at han var henfalden til Drik. „Imidlertid har han som Selveier af sine Kirker og Huusbond for Bønderne afskaffet en og anden Uorden med Vaagestuer, Julestuer, Kortspil, Fjøsegang o. desl.“
- ↑ Denne Mand, der döde 1792, har dog havt Fremfærd nok til at udarbeide en kortfattet Beskrivelse af sit Kald, Justedalen, som læses i Thaarups Magazin, 2, S. I–44, ledsaget med Anmærkninger af J. Chr. Berg.
