aandelige Indgivelser derom. Bibelen blev ikke troet af dem, som bekjendte sig til den, det saa han nok paa deres Levnet, og hvad der tørst havde givet ham Anledning til Tvivlsmaal, var den Forargelse, han fra sin Ungdom havde taget af de Christne, baade Læge og Lærde. Vi skiltes ad med Vemodighed“. – Pontoppidan omtaler ogsaa med nogle Ord Sagnet om den oversneede Bygd.
Kvindherred. Sognepresten var den 81aarige Jubellærer Wilhelm Frimann, som havde været der paa Stedet i 52 Aar „og i sin Velmagt har været mere en Statist end Prest“. Capellanen, Jacob Vendelbo, omtales fordeelagtig. Stedets Kirkepatron, den titulære Biskop B. Londemand de Rosencrone, lovede at sætte Skolevæsenet i Stand. I Kirken hvile Baronerne Rosenkrands af Rosendal.
Skaanevik. Presten Arnt Bøckmann, før Capellan i Christiania Stift, „prædikede urimelig Galimathias“, og Pontoppidan fandt det dobbelt ilde, at en saadan Mand var antaget i dette Kald, hvor Formanden Johannes Veile, nu Prest i Kongsted i Sjelland, „havde i nogle og tredive Aar endog forsætlig hindret Skolevæsenets og Christendommens Opkomst“. En Capellan, som var her siden Veiles Tid, omtales fordeelagtig. Klokkeren, en gammel Mand paa 72 Aar, havde faaet Bestillingen som Almisse; „da han skulde catechisere, hedte det, at Gud Fader, Søn og Helligaand vare alle fødte af Evighed“. Skolemester mangler, men en ung Dreng skulde oplæres i Bergen i Pontoppidans Seminarium, som nu talte 10 Alumner. Bønderne vare villigere her end andensteds til at lønne en Skoleholder. „Presten beklagede sig over Kvindekjønnets onde Sædvane, at de tie stille og ikke synge med Mændene, hvilket paa de fleste Steder har været saaledes hidtil, da det Fruentimmer, som vil synge med, ansees for hoffærdigere end de øvrige“.
