han byttet sig herhen; han lader til at være en from, flittig og god Mand, men har saare ondt ved uttale paa Prædikestolen[1], dog i Catechisation noget bedre. Der klagedes over Sabbatens Overtrædelse ved Fiskeriet, men Sædelighedstilstanden var saa god, at Presten i det hele Kald ikke kjendte en eneste Dranker.
Daviken. „Presten Thomas Georg Krog[2], 37 Aar gammel, var en god Philologus og in theologicis nu af bedre principiis end, da han tilforn som Hjelpeprest i Bergen skal have viist en Slags orthodox Nidkjærhed mod dem, han holdt for Pietister, særdeles mod Rennord, hvem Vorherre brugte som et Middel til at betage ham hans Præjudicia, thi Gemyttet er redeligt. En gammel Kone var her længe holdt fra Sacramentet formedelst Uvidenhed; hvorledes Presterne fordum har admitteret saadanne Folk første Gang, er forunderligt. Dog da Presterne vare Paver, var hele Menigheden Guds Børn“.
Eid. Herunder var i Fortiden Daviken henlagt. Prest var Ole Verdal, 48 Aar, „en gudelig sindet Mand, forstandig og nogenledes belæst; prædikede opbyggelig“. Klokkeren, Fredr. Becher var „ældgammel, fordrukken og en Gjæk i Selskaber, hvortil Bønderne gjerne ville have deres Degn, ligesom soldaterne deres Tambour. Intet andet end høi Alder skaaner ham for Afsættelse, helst da han endogsaa i Kirken er seet drukken. Han maatte dog lade sig en gudelig Skomagersvend adjungere“. Hele Menigheden „holdt ved at
- ↑ Pontoppidan tilføier her den Bemærkning „De kjöbenhavnske Dimisprædikener, hvor næsten alle Candidater faa Laudabilem, synes mig en ret ubetydelig Ceremoni“.
- ↑ Denne velstuderede og som Forfatter ikke umerkelige Mand, döde som Sogneprest til Vik 1787. Blandt hans Skrifter kan merkes hans Oversættelse of Holbergs Levnet og hans „Samtale mellem en gammel Prest og en gammel Bonde om Festdagenes Afskaffelse, Julehöitiden, Messen“ o. s. v. Bergen 1771.
