fandtes ikke. „Naar Evangeliet engang tilgavns bliver prædiket i denne og deslige Menigheder, da maa det vel kaldes en ny Tro“. Forklaringen var ikke indført; man benyttede endnu Rostock. Der gaves i Menigheden „et Par Anfegtede“ og nogle, som holdtes borte fra Nadveren.
Ullensvang. Sogneprest Nils Vinding, dansk af Fødsel og forhen Prest i Findø i Christianssands Stift; han beskyldtes for Drikfældighed. Han havde vel adskillige Bøger, men ikke af dem, som Biskopen anbefalede. Ungdommens Vankundighed var her meget stor. „Stedets Situation er af de aller plaisanteste og har de bedste Skove. Kinservik Kirke skal være af de ældste i Landet og være bygget af Englænderne (?), „hvilke fordum have havt deres Factorier paa mange Steder i Norges vestlandske Fjorde, og da draget Landets bedste Næring til sig. Ved Kirken er et Hospital“.
Graven. Sogneprest Paul Schnabel[1], født i Sjælland og forhen Catechet ved Holmens Kirke i Kjøbenhavn, „fattig, men dog godgjørende og bange for det Skin af timelig Profit, der kunde hindre hans Ord om Verdens Fornegtelse og Troen paa den levende Gud, hvilket Sind jeg finder sjelden, men med desto større Glæde“. Skolevæsenets Indførelse havde mødt Vanskeligheder, uagtet Bønderne i Hardanger vare „velhavende, især ved Handel med Kvæg, som de føre til Kongsberg“. – Om Schnabels Formand, Bertel Worm, heder det, „at han i en snees Aar øvede snart alle optænkelige Laster in superlativo gradu, saa i samme Tid elleve Lemmer af hans Menighed for adskillige Misgjerninger bleve dømte til Døden, hvorimod nu længe intet saadant ondt er hørt. Dette udviser blandt andet, at minister verbi
- ↑ J. Worms Lexicon 2, S. 345. Hans Sön Marcus S. har gjort sig fortjent ved et Par Smaaarbeider om sin Födeegn Hardanger og dens Dialekt.
