af rette Slags er ogsaa minister republicae utilissimus, følgelig, at Befordring til Presteembede maa ansees for en betydelig og saare vigtig Sag“.– „Det fortælles, at et Fjeld, Miil fra Ulvik begyndte for hundrede Aar siden at briste og skilles paa en Strækning af mange Favne, men i Begyndelsen saa lidet, at man kunde springe over Aabningen. Da dette tilsidst blev truende, begyndte Bønderne paa den underliggende Gaard at frygte, og efter gammel Sædvane at gjøre Løfte om en aarlig Gave af nogle Pund Smør til Kinservik Kirke. Siden, heder det, blev Sprækken ikke større“.
I Aaret 1754 gjorde Pontoppidan en Reise til Kjøbenhavn, og under dette hans Ophold der har man rimeligviis pleiet Forhandlinger med ham, om at forandre Livsstilling. Storcantsleren Joh. Ludv. Holstein ønskede nemlig som Universitetspatron en Videnskabsmand til Medhjelper ved Universitetets Bestyrelse, og til denne Stilling blev Pontoppidan udseet. Formodentlig forblev han nu med en Gang i Kjøbenhavn uden tiere at besøge Norge, skjønt han først under 2den Mai 1755 fik sin Udnævnelse som Procantsler ved Universitetet, et Embede, som lige siden Nils Hemmingssøns Tider ikke havde været besat. Hans Virksomhed i dette Embede vedkommer ikke nærværende Fremstilling[1]. Som bekjendt endte han sit fortjenstfulde Liv i Kjøbenhavn 20de Decbr. 1764 i sit 67de Aar.
Hermed var Pontoppidans Virksomhed i Norge afsluttet. Den har utvivlsomt været til stor Velsignelse for Bergens Stift, og vist er det, at hans Navn der længe bevaredes i kjærligt Minde, skjønt dog hans Ophold i vort Fødeland hel-
- ↑ Efterretninger derom kunne hentes fra J. Möllers Tidsskr. for Kirke og Theologi 4, S. 211 fgg., L. Helvegs D. Kirkes Hist. eft. Ref. 2, S. 171 fgg. samt R. Nyerups Historisk-Statist. Skildring III, 2, S. 321 fgg.
