ler ikke havde været fri for alle Ubehageligheder[1]. Pontoppidan blev forøvrigt først i 1757 formelig entlediget fra Bispestolen i Bergen; indtil den Tid bestyredes den paa hans Vegne af en Vicarius, og Procantsleren oppebar i denne Tid fremdeles Indtægterne. Man har derfor endnu fra 1755 Skrivelser fra ham om Bergens Stifts Geistlige o. s. v.
Den Vicarius, som fra 1754–1757 forestod Bergens Stift, var Stiftsprovst O. Tidemand, som i det sidstnævnte Aar ogsaa blev virkelig Biskop, og ordineredes til dette Embede det følgende Aar (1758), samme Dag, som J. E. Gunnerus indviedes til Biskop i Throndhjem. I 1760 blev han ogsaa creeret til Doctor i Theologien ved en høist ubetydelig Disputats „de studis honoris illicito“, et Valg af Emne, som paa den, der kjender Pontoppidans ovenfor aftrykte Udtalelser om Tidemands herskesyge og ærgjerrige Characteer, næsten maa gjøre et comisk Indtryk. 1 1762 blev han forflyttet til Chritianssands mere indbringende Bispestol, hvor han døde 1778. Han er ganske vist en for sin Tid ret betegnende Personlighed.
Tidemands Eftermand i Bergen blev den ovenfor af Pontoppidan hæderlig omtalte Frederik Arentz, som 1760 var bleven Sogneprest til Nykirken. Han virkede med Flid og Nidkjærhed i dette Embede, indtil han 1774 paa Grund af Sygelighed tog sin Afsked[2].
Endnu maa vi med nogle Ord fortælle den ovenfor leilighedsviis omtalte M. A. Haberdorfs senere Skjæbne. Pon-
- ↑ Han blev nemlig indviklet i den infame Garboeske Proces i Bergen, om hvilken der findes Underretning i Wievets Udvalg af danske Höiesteretssager, samt i Stampes Erklæringer I, S. 175 fgg.
- ↑ Arentz nölede længe med at lade sig ordinere til Biskop og indsendte endog en Ansögning om st blive fritagen for Ordinationen, idet hen fremhævede, st han anses den ganske overflödig, saasom den Indvielse, han engang hevde modtaget som Prest, formentlig maatte være tilstrækkelig. Andragendet blev afslaaet.
