Familie, og født 1683 i Romedal, hvor Faderen havde været Prest. Kun 14 Aar gammel, blev han Student, dimitteret fra Christiania Skole. Ved Universitetet udmerkede han sig ved sin Færdighed i Datidens Disputeerkunst, var fortrinlig yndet af den lærde prof. Søren Lintrup og en af Hovedmændene i et theologisk Selskab, som denne havde oprettet. Ved Siden af Theologien dyrkede han ogsaa andre Studier og lagde sig efter de nyere Sprogs Literatur. Hans Bane vilde rimeligviis for stedse være bleven den academiske, hvis han ikke af Pietet mod sin Fader havde fulgt dennes Kald til at komme hjem for at blive hans Capellan (1706). Efter at have været i denne Stilling i nogle Aar og derpaa en Tidlang forrettet som Feltprest i Slesvig, blev han 1713 Sogneprest til Borge i Smaalenene; i den Stilling led han og Menigheden gjentagne Gange stor overlast ved Carl den tolvtes indfald[1]. 1721 blev han uden Ansøgning kaldet til Sogneprest i Frederikshald, hvis Borgerskab havde andraget hos Kongen om at faa ham til Sjelesørger. Her virkede han til 1748, da han tog sin Afsked, men han døde først 1762.
Johan Cold hører i mange Henseender til sin Tids merkeligste Prester i Norge, og han omtales derfor ofte af alle, som nævne ham, med særdeles Agtelse. Ikke alene var han meget nidkjær baade som Sogneprest og Provst[2], men han har ogsaa i sine Skrifter lagt for Dagen, at han besad en sjelden Lærdom og mangesidig Tænksomhed. Et af disse, der er betitlet Concilium Episcopi licitum, og indeholder en meget udførlig, lærd og interessant Behandling af det Spørgsmaal, om Geistligheden bør tage Deel i verdslige og politiske Sager, skal have havt ret merkelig Foranledning. Ved Regjeringsforandringen i Sverrig efter Carl den tolvtes Død skal
