det have været paatænkt at udelukke Geistligheden fra Rigsdagene, noget, som naturligviis vakte stort Misnøie blandt de svenske Prester. Adskillige svenske Geistlige i Grændsebygderne kom da i Frederikshald sammen med Provst Cold, hos hvem den Sag blev drøftet; Cold tog sig senere for at nedskrive sin Mening om den Ting, og blev derfor af de svenske prester anmodet om at udgive sin Afhandling i Trykken, da denne forsvarede Presternes Deeltagelse i politiske Sager. Bogen udkom da 1729, men mange opfattede den dog nærmest som en Apologi for Biskop Deichmanns mange verdslige Befatninger[1].
Efterat Cold paa sine gamle Dage havde taget Afsked, befattede han sig med at nedskrive sine Meninger om forskjellige Materier, deels theologiske, deels juridiske. En Samling af hans efterladte „Tanker“ blev 1767 udgivet i Christiania af Biskop, Dr. Nannestad, der ledsagede Bogen med en kort Biografi. I denne Bog forekommer flere charakteristiske Steder, f. Ex., hvor Forfatteren (S. 124) omtaler Nordmandens Kjærlighed til sin Hjemstavn („hvor den nosrke Sand først er kommen i Skoen, vil den gjerne blive“) og den norske Bondes lykkelige Stilling fremfor den danskes.
Som Sogneprest i Frederikshald havde Cold (1737) faaet en residerende Capellan Anders Agerbech, som skaffede ham adskilligt Bryderi. „En fornemme Kjøbmands Søn“. Erik Glørsen, fandt nemlig (1738) paa at antage den reformerte Kirkes Anskuelser om Nadveren, og da Cold nu negtede at tage ham til Alters, blandede Agerbech sig i Sagen og tog Parti med Glørsen. Herved foranledigedes „lar-
- ↑ Zwergii sjellandske Cleresi, S. 747–48 samt N. M. Pettersen, Bidrag til den Danske Lit. Hist. IV. S. 167–168. Af norske Geistlige i senere Tid nævner Cold Biskop H. Rosing, „uden hvis Raad statholder Gyldenlöve neppe i Regjeringen eller imod Fienden foretog noget vigtigt“, samt Mag. Kjeld Stub.
