3. Allerede ovenfor har leilighedsviis af og til forekommet
et og andet Træk af Datidens Folkeliv, overtro o. s. v.
Her skulle nogle dere hidhen hørende Notitser anføres.
I Januar 1752 indberettede Biskop Dorph til Kirkeinspectionscollegiet, at „36 Personer af begge Kjøn“, tildeels Soldater, af Spydeberg og Eidsberg, havde i et Bryllup paa Gaarden Blandholt i Askim begaaet den forargelige Gjerning, at de udi Drukkenskab haver tildrukket hverandre den Helligaands Skaal og derpaa sunget den Psalme: „Nu bede vi den Helligaand“. Biskopen udbeder sig Collegiets Betænkning om, „hvorledes disse Mennesker skal ansees, da Loven ingen Straf dicterer for saadan Gjerning“, og foreslaar selv, at de skulde udstaa Kirkens Disciplin og betale en Mulct til Fattigkassen. Collegiet fandt imidlertid, at det vilde vække formegen Opsigt, om alle disse Mennesker skulde staa offentlig Skrifte og antydede, at stedets Prest hellere i sin Prædiken burde foreholde Almuen det utilbørlige i saadant Væsen.
At vi her have for os en Levning fra de papistiske Tiders Gjestebudsskikke, er sikkert nok, ligesom det ogsaa er vist, at det længe efter Reformationen har været almindeligt at drikke Helgeners Skaal eller „Minne“ i Gjestebude[1]. Vi ville ved denne Leilighed ogsaa anføre et Sted af en gammel Bog, der nu er næsten saa sjelden, som et Haandskrift, nemlig prof. J. Bircherods Palæstra antiqvaria, Kbhvn. 1688. Det heder her S. 136–137: Non ita pridem rusticus quidam Norvagicus, qui in convivio Dei immortalis poculum biberat, causam suam ad supremum justitiæ tribunal detulít, et, quum crimen videretur simplici ignorantia & more majorum recepto commissum, sententia regia in bono-
- ↑ Saadant forekommer f. Ex. i Biskop Arrebos Proces; s. min T.hjems Stifts geistl. Hist. S. 77.
