af særdeles skjøn Klang“. Desforuden havde Kirken en Capital af 600 Rdlr., „bare frivillig Gave“; af disse Penges Renter fik Presten, hver Gang han prædikede, 12 Rdlr., Klokkeren og Kirkeværgen hver 3 Rdlr. Imidlertid var denne Almuens Folkefest, thi som en saadan maa denne prædiken nærmest betegnes, ikke altid af den uskyldigste Art; „der blev begaaet adskillige Ugudeligheder med Kortspil, Drik, slagsmaal og utilbørligt Sammenleie“. I 1746 klagede derfor Biskop og Stiftamtmand herover og foreslog Kirken nedbrudt og Capitalen henlagt til Christiania Vaisenhuus. Dog, der blev endnu intet af, og først 1807 blev Kirken nedreven. Vore Efterretninger ere uddragne af Stiftsøvrighedens Klager til Collegiet.
Ogsaa ved endeel andre Kirker gik tildeels lignende optrin i Svang. Røldals Kirke omtales saaledes allerede i det syttende Aarhundrede (i J. L. Wolffs Norrigia illustrata) som Gjenstand for Overtro[1], og vedblev at være dette endnu i dette Aarhundrede.
Vattenaas Kirke i Sigdal kan ogsaa her nævnes, ligesom en nu nedlagt Kirke ved Skoug i Skipthveit, hvor der holdtes Prædiken hver tredie Juledag, Paaskedag og Pintsedag. Her var det (ifølge Klage fra Stiftsøvrigheden af 1747) fra gammel Tid Skik, „at Manden paa Gaarden paa disse Prædikendage bevertede Kirkefolket og holdt Spil og Dands for Ungdommen“.
4. Mellem Geistligheden og Militæretaten omtales idelig Trætter og Tvistigheder i forrige Aarhundrede, og ved dere Leiligheder forekomme Exempler paa de dengang i Regelen saare udarmede og raa Officerers Brutalitet imod Pre-
- ↑ Om denne Kirke her Biskop N. Glostrup i Oslo noteret i sin utrykte visitatsbog i Aaret 1622: „Presten i Vinje (i Thelemarken berettede mig, et der drives et stort Afguderi i Röldal med et Crucifix, som Almuen söger, naar dennem nogen Sygdom paakommer“.
